Foto: TV 2 Lorry

Royal Arena i gule farver: Svenskerne dominerer VM i ishockey

De regerende verdensmestre har farvet Royal Arena gul. Svenskerne er den bedst repræsenterede nation under VM i ishockey.

Lige nu starter et af verdens største sportsbegivenheder midt i København: VM i ishockey.

Selvom sporten ikke fylder meget i Danmark til dagligt, så er sporten enorm i udlandet.

Det løber af stablen over de kommende to uger med kampe i både Herning og i Royal Arena i Ørestad, og det er et event, der sætter Danmark i hele verdens søgelys. 

Læs også Billetter til Ishockey-VM rives væk: "Det er fantastisk"

VM'et vises på fjernsynet i 165 lande verden over, og man forventer, at 1,3 milliarder seere ser med.

- Jeg synes, det er kæmpestort. Vi har kæmpet for det i mange år. Det er en af verdens største sportsevents, siger Enver Hansen, der er direktør i VM 2018.

Fanzone i gult

Indtil nu er der solgt 300.000 billetter - og af dem er 44 procent solgt til udlændinge.

Svenskere er den nationalitet, der er bedst repræsenteret med mere end 52.000 solgte billetter, og de gule fans har i den grad indtaget hovedstaden.

Læs også Svensk politi i København skal hjælpe svenskere ved VM i ishockey

I fanzonen ved Royal Arena, hvor svenskerne spiller deres første kamp mod Hviderusland fredag aften, vrimler det med svenskere i godt humør.

04:02

Live fra Royal Arena, der i den kommende tid bliver knudepunkt for det enorme VM-arrangement. Foto: TV 2 Lorry

Luk video

Vores naboland er da også regerende verdensmestre, og man håber at snuppe titlen igen.

- Der er 10.000 kvadratmeter med fanzone ved Royal Arena, hvor der er en masse festlige mennesker og fulde, glade svenskere. Så her synes jeg, at man skal tage ud, siger Enver Hansen.

Sverige spiller sin første kamp fredag aften klokken 20.15 mod Hviderusland. Danmark spiller alle sine kampe i Herning.

Det vidste du ikke om VM i ishockey

  • Lidt over halvdelen af kampene spilles i Royal Arena. Her er der plads til 12.500 tilskuere pr. kamp.
  • En enkeltbillet koster mellem 69 og 2.235 kroner.
  • Det tog 10 dage at bygge isbanerne i de to arenaer.
  • I begge arenaer ligger der 80 pucke på køl ved - 8 grader ved banen.
  • Der bruges 30.000 liter vand på flaske under VM.
  • Der bliver spist 600 kilo bananer og 400 kilo æbler under VM.
  • Der er 1.000 frivillige under VM, hvor den yngste er 18 og den ældste er 78 år.

Læs også Overborgmester: Derfor skal skatteborgere betale gallamiddag