Røver stikker to ned i blomsterbutik i København.

Ejerne af en blomsterforretning på Østerbro blev torsdag aften såret af knivstik i forbindelse med røveri.

Et ægtepar, der ejer en blomsterforretning på Østerbro i København, blev torsdag aften stukket ned af en mand, der forsøgte at begå røveri mod forretningen.

Parret var alene i forretningen, da manden kom ind og truede med en stor kniv.

- Han siger, at det er et røveri, hvorefter han stikker manden i skulderen, fortæller den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, John Dyhrberg til Ritzau.

- Derefter opstår der noget tumult, og kvinden bliver stukket i benet, fortsætter han.

Efter slagsmålet flygter røveren fra forretningen til fods uden at få penge med sig.

- Han løber ad Nordre Frihavnsgade og drejer to gange til højre og videre i retning mod Trianglen, fortæller John Dyhrberg.

Ægteparret bliver bragt til Rigshospitalets Traumecenter, men er ikke kommet alvorligt til skade.

- Så vidt jeg har forstået kommer kvinden hjem i aften, og manden kommer hjem i morgen, siger John Dyhrberg torsdag aften.

Røveren beskrives som 25-30 år, 175 cm høj og spinkel af bygning. Han har skulderlangt, blond hår og skægstubbe. Torsdag aften var han iført lyst, snavset tøj.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik