Rotter tager livet af måger

Hættemågen er stadig den mest almindelige fugl på Roskilde Fjord. Men mange års milde vintre har medført så mange rotter, at det er gået hårdt ud over antallet af hættemåger ved fjorden. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Det bliver anslået, at der i dag kun er omkring en tredjedel af det antal ynglende par, der var tilbage, da bestanden af hættemåger toppede midt i 1980'erne. De sidste tre års tid har antallet været på omkring 5000 par - men det kan være faldet yderligere.

- Rotter har en meget stor del af ansvaret for det. Og de milde vintre er en stor del af forklaringen, siger Erik Hansen til DAGBLADET Roskilde. Han håber, at den netop overståede, hårde vinter har formået at mindske rotternes antal.

Finder rotter til en ø med en mågekoloni, kan de rydde hele kolonien. Også andre fugle - lige fra andre mågetyper til terner - har mærket rotternes opblomstring.

Ud over rotterne har også sygdom og landbrugets ændrede produktionsformer ramt mågebestanden. Det er overgangen til brug af vinterafgrøder, der har fjernet en væsentlig del af tilgangen til føde for mågerne i yngletiden.