Rotteangreb tvinger familie ud af lejlighed

Flere besøg fra skadedyrsbekæmper hjalp ikke. Nu opgiver sjællandsk familie og flytter fra rottebefængt hjem.

Er der nogen, som kan nikke genkendende til den seneste tids mange skriverier om rotter, så må det være familien Capion fra Ølsted nordvest for København.

De bor i et boligområde ved navn Kildemoseparken, og familien har gennem en årrække haft så mange problemer med rotter, at de nu er klar til at smide håndklædet i ringen. Det fortæller familien til Frederiksborg Amts Avis.

- Vi har et vennepar, som allerede er flyttet på grund af rotterne, fortæller Mads Capion, der flere gange har haft besøg af kommunens rottefænger, uden at det har haft den store effekt.

- De har sloges med det, før vi kom til for tre år siden, og nu flytter vi også, for der sker ikke noget, tilføjer han ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Hos familiens udlejer, Arresø Boligselskab, kan man kun slå beklagende ud med armene.

- Jeg føler, som alle andre, at det er noget modbydeligt noget. Vi gør, hvad vi kan bygningsmæssigt, og vi beder beboerne kontakte rottebekæmperen eller vores ejendomskontor, forklarer forretningsfører for Arresø Boligselskab Frede Wagner.

Nogle henvendelser drejer sig om mus

Også på kommunekontoret har medarbejderne mærket til en stigning i antallet af borgerhenvendelser den seneste måned. Ifølge kommunens rottefænger, virksomheden Mortalin A/S, er det dog ikke nødvendigvis et tegn på, at der er kommet flere rotter.

- Det er vigtigt at understrege, at der er stor forskel på antallet af henvendelser og antallet af rotter. Ofte er der tale om mus og ikke rotter, siger biolog og områdechef i Mortalin A/S Morten Helholm.

Han forventer desuden, at en skærpet lovgivning på området vil gøre det lettere at gøre noget ved rotteproblemer.

- Vi har fået en skærpet rottelovgivning i år med nye tiltag, som blandt andet kræver, at kommunerne skal lave handlingsplaner for deres rottebekæmpelse og opstille succeskriterier for bekæmpelsen, forklarer han.

Over tid skulle det gerne betyde færre problemer med rotter, lyder det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik