Rødovre bruger 87 millioner: Roskildevej bygges helt om

En stor bid af Roskildevej går gennem Rødovre Kommune. Nu bygger kommunen vejen om. Det tager tre til fire år og koster 87 millioner kroner.

Turen i bil går via Roskildevej. Det er hverken smukt eller spændende, men bare en lige vej, som skal føre en fra A til B. Men nu sker der noget, for Rødovre Kommune bygger vejen om.

Første etape er i gang. Det er den ombygning, som man oplever lige nu, når man kører forbi Damhustorvet og Damhussøen. Her er asfalten brækket op, og trafikken bliver ført over i modsatte vejbane.

Der er i øjeblikket kun to vejbaner i området ved Damhussøen, der snævrer ind fra de oprindelige fire vejbaner.

Læs også Fra nedbrændt stationscenter til ny bydel med lejligheder for alle

En grøn vej, der slynger sig af sted 

Planen er, at bygge hele den del af Roskildevej, der går gennem Rødovre helt om. Så vejen slynger sig mere og bliver mere grøn med græs og træer.

Det skal være et stykke vej, hvor folk får lyst til at opholde sig. Ikke bare en vejstrækning, som man tordner igennem.

Erik Nielsen, borgmester i Rødovre, Socialdemokratiet

Borgmester i Rødovre Erik Nielsen (S) ser frem til en helt ny udgave af Roskildevej. Mindre trist og kedelig. Mere flot og grøn.

- Det skal være et stykke vej, hvor folk får lyst til at opholde sig. Ikke bare en vejstrækning, som man tordner igennem. Engang var der også flere butikker. Det vil vi gerne have igen, siger han til TV 2 Lorry.

Læs også Rødovre Centrum vinder international pris for reklamefilm

Farten sættes ned 

Arbejdet giver mulighed for at skabe en vej, som er mere trafiksikker. Der har nemlig været flere store trafikuheld på Rødovredelen af Roskildevej. Det forsøger man med den nye udgave af Roskildevej at lave om på.

Farten bliver også sat ned fra 60 i timen til kun 50 i timen, hvilket skal bane vejen for flere butikker i området, og gøre det til en strækning, hvor man får lyst til at holde ind til siden og gå på opdagelse i butikker. 

Der er indtil videre afsat 87 millioner kroner til ombygningen. Og byggeforløbet på vejstrækningen forventes at stå på i tre til fire år. 

Læs også Bodils ambitiøse mission: Vil starte en bevægelse