Roskildes reneste lejr: Her er det en fest at rydde op

Et sted på Roskilde er oprydningen ikke noget at snakke om. Lejren har nemlig gjort det til en sport selv at rydde op.

Roskilde Festival er slut for i år, og både festivalpladsen og campingområderne er officielt lukket ned. De bærer dog stadigvæk præg af, at der den sidste uge har været besøg af 130.000 festglade gæster.

Men selvom gæsterne har forladt campingområdet, så flyder der stadigvæk med både telte, luftmadrasser og skrald. Sådan er det bare ikke i området ”Clean Out Loud”. Her har de godt 7.500 festivaldeltagere, der bor i området, sørget for, at pladsen efterlades pænt og nydeligt ved festivalens afslutning.

- Vi har alle sammen lavet en aftale om, at den plads som vi har fået tildelt, den efterlader vi i samme stand. Altså en grøn plet. Og der har været et kæmpe fællesskab herude, siger Rasmus Fiil Mortensen, der går på Vallekilde Højskole og er talsmand for Clean Out Loud, til TV 2 Lorry.

Skal skabe sammenhold

Clean Out Loud er et samarbejdsprojekt mellem Vallekilde Højskole, Roskilde Festival og Roskiled Festival Højskole. Men det er eleverne fra Vallekilde Højskole der for syvende år i træk står for at afvikle projektet.

- Det er faktisk et kæmpestort arbejde. Vi gik i gang i januar på en enkelt linje på højskolen. Mod slutningen har vi så haft en intensiv uge, hvor vi har haft alle elever med til at bygge de faciliteter vi har herude, siger Rasmus Fiil Mortensen til TV 2 Lorry.

Projektet Clean Out Loud har til formål at skabe sammenhold og få festivaldeltagerne til at feste med stil. Men samtidig indvilliger alle gæsterne også i, at de skal efterlade en ren og ryddet plads når de forlader området igen.

De forskellige camps der har holdt til i Clean Out Loud har ansøgt om at komme til at ligge netop i det område. I alt havde omkring 12.500 personer ansøgt om at få plads i Clean Out Loud, men der var kun plads til 7.500 gæster.

Mærkelige fund på pladsen

Roskilde Festival bruger årligt 8 millioner kroner på affaldshåndtering og festivalen regner med at skulle fjerne omkring 2400 tons efterladt udstyr i de kommende uger. I Clean Out Loud har de dog gjort det til en fest at rydde op.

Hver dag har de lavet en såkaldt ”skraldeparade”, hvor gæsterne selv har samlet skrald på alle stierne i området, så campingområdet hele tiden er pænt og rent.

- Det er det bedste sted at være synes jeg selv. Jeg har boet her et par år og der er simpelthen så rart at være, siger Rasmus Fiil Mortensen.

Men når man står med ansvaret for at rydde op efter 7.500 mennesker, så falder man over flere mærkværdige ting. Flere gange har de ansvarlige haft fingrene i tamponer, kondomer og forskellige madvarer. Én ting vækkede dog ekstra forundring, da arrangørerne ryddede et telt her til morgen.

- Vi fandt et fjernsyn. Eller vi har faktisk fundet flere fjernsyn. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan du kan have et fjernsyn med herude, siger Rasmus Fiil Mortensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik