Roskildes musikchef: Vi havde masser af rørende koncerter

Anders Wahrén, der er musikchef på Roskilde Festival, gør status over årets program.

Den sidste akkord er blevet slået an, bassen har pumpet færdig, og gæsternes hårdtprøvede stemmebånd får lov til at hvile sig.

Årets Roskilde Festival sluttede natten til søndag, og festivalens musikchef, Anders Wahrén, er - ikke overraskende - godt tilfreds med de over 150 forskellige kunstnere.

- Der har været mange gode musikoplevelser. Jeg har særligt lagt mærke til i år, at der har været mange meget rørende øjeblikke mellem publikum og kunstnere.

- Det mærkede jeg især ved Solange, Lorde og The Savage Rose, The XX og The Weeknd. Det var koncerter, der fik tårerne frem hos folk, siger Anders Wahrén.

Et særligt øjeblik

Under den britiske trio The XX' koncert torsdag aften blev det særligt intimt, da bandets kvindelige medlem, Romy Madley Croft, fortalte om sin tur på Roskilde Festival som gæst, da hun var 16.

Dengang blev hun droppet af en kæreste, og da troede hun aldrig, at hun skulle komme til at spille på festivalens hovedscene.

Det var ikke desto mindre tilfældet torsdag aften, og den historie ramte de fleste, lyder det fra Anders Wahrén.

Koncerten er blevet rost over en bred kam af anmelderkorpset.

- Vi er ikke en rockfestival

Amerikanske Foo Fighters, vel nok festivalens største navn, spillede fredag aften på Orange Scene.

Tidligere år har hårdere rock- og metalbands spillet på Orange. Blandt andet har Metallica og Rolling Stones spillet på scenen i de senere år.

Et lignende navn har ikke været på plakaten i år, og det har kastet lidt kritiske røster af sig.

Men Roskilde Festival vil gerne gøre op med, at festivalen skulle være en rockfestival.

- Det er der nogen, der mener, at vi har været. Det har vi aldrig sagt. Vi har altid sagt, at vi er en musikfestival - og ikke en rockfestival, siger musikchefen.

- Det betyder dog ikke, at vi ikke booker store metalnavne i fremtiden. Sådan noget går op og ned, og det er altså ikke et fravalg, siger han.

I løbet af den næste uge skal arrangørerne minutiøst analysere dette års musikprogram.

Og når det er gjort, begynder forarbejdet til Roskilde Festival 2018.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik