Roskilde sylter trafiksikkerhed

Står du og ser frem til, at der skal laves trafiksikkerhedsprojekter i lige netop dit område i Roskilde Kommune i 2009, så kan du godt glemme det, skriver DAGBLADET Roskilde.

Roskilde Kommune har netop sendt en trafiksikkerhedsplan i høring. Planen strækker sig frem til 2012, men den får en elendig start, for ved budgetforhandlingerne for 2009 blev alle midler til trafiksikkerhedsprojekter inddraget for at få budgettet til at hænge sammen.
At der ingen penge er, overrasker i flere af de mindre bysamfund, hvor trafiksikkerhed står højt på dagsordenen.
- Det er meget chokerende. Det er et område, som har stor bevågenhed i de små bysamfund. Så kan vi jo bare sætte os til at vente på 2010 og håbe, det ikke går rigtig galt inden, siger formanden for grundejerforeningen Ågerup By, Jens Petersen.
- Det vil jo bare skabe en sneboldeffekt. Vi har allerede store problemer med trafiksikkerheden, og et stop i at dæmme op for den stigende trafik i landsbyerne er en ufattelig dårlig ide, siger Anders Gøricke fra Herringløse Landsbyråd.
I Gundsømagle ryster Christian Lyng, en af kandidaterne til det kommende landsbyråd, på hovedet af beslutningen.
- Det virker jo helt fejlslået at sende en trafiksikkerhedsplan i høring og så lige glemme at informere om, at kassen er lukket. Samtidig holder man et borgermøde om trafiksikkerhedsplanen, som man stort set ikke har informeret borgerne om, siger han.
Formanden for teknik- og miljøudvalget, Torben Jørgensen (S), indrømmer, at det ikke ser godt ud at sende en trafiksikkerhedsplan i høring uden at kunne binde penge i halen på den.
- Riget fattes penge, så der er ingen penge til trafiksikkerhed i 2009, men nu skal vi huske på, at planen løber til 2012. Det her er ikke et område, vi kan sylte flere år i træk, så jeg forventer, at området får tilført midler allerede med budget 2010, siger han.
Torben Jørgensen kalder det forkert at sige, at der ikke bliver lavet trafiksikkerhedsforbedringer i 2009.
- Vi har jo nogle uafsluttede projekter fra 2008. De penge, der er sat af til de projekter, bliver selvfølgelig brugt, og det er vi i gang med. Derefter er der ikke mere at gøre godt med i 2009, siger han.
Ifølge DAGBLADETS oplysninger deltog syv borgere i sidste uges borgermøde på rådhuset. Det svarer til en borger per 11.428 borgerne i kommunen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik