Hver tredje tog mellem Roskilde og København H forsvinder over de kommende 14 år. Foto: Brian Bergmann - Ritzau Scanpix

Roskilde Station står til at miste millioner af togpassagerer

Den nye trafikplan betyder færre tog på Roskilde Station. Dermed forsvinder millioner af passagerer.

Hvis ikke vi kommer på banen i forhold til at få S-tog som supplement til regionaltogene, risikerer vi at tabe begge dele på gulvet.

Byrådsmedlem Bent Jørgensen, Venstre

Stationen i Roskilde vil fremover blive væsentligt mindre travl. Om fire år vil en million passagerer på årsbasis været forsvundet fra den sjællandske station.

Det skriver DAGBLADET Roskilde.

De forsvindende passagerer er konsekvensen af den nye trafikplan for de statslige jernbaner.

Hver tredje tog mellem Roskilde og København H står til at forsvinde frem mod 2032 i den nye trafikplan.

Læs også Super-elcykler skal køre på cykelstien: "Det vil koste liv"

Håber på S-tog

I Roskilde Kommune stiller byrådet sig meget kritisk over for trafikplanen. I det næste møde vil byrådet vedtage et høringssvar til trafikplanen. Her vil Venstre og Dansk Folkeparti lægge vægt på at få etableret en S-togsforbindelse til byen.

- Hvis ikke vi kommer på banen i forhold til at få S-tog som supplement til regionaltogene, risikerer vi at tabe begge dele på gulvet, fordi vi får en dårligere regionaltogsforbindelse og ikke noget andet at sætte i stedet, siger byrådsmedlem Bent Jørgensen, Venstre, til DAGBLADET Roskilde. 

Læs også Tidligere borgmester forsvarer eftervederlag: "Ikke dårlig moral"

Også togforbindelserne til Næstved og Jylland bliver forværret med den nye plan. Indbyggerne i Roskilde kan dog glæde sig over, at en togforbindelse til Kastrup står til at blive genoptaget. Dette sker dog først i 2027.

Pendlerforening: De tager røven på os

Planen fra politikerne modarbejder både DSB og lokalsamfundet og er med til at styrke fortællingen om Udkantsdanmark.

Danny W. Pedersen, formand for Roskilde Pendlerklub

Hos Roskilde Pendlerklub får den nye trafikplan en kølig modtagelse. 

- Det er tåbeligt af politikerne at planlægge med færre passagerer. Gennem de seneste år er antallet af pendlere steget eksponentielt. Man kan sige, at de faktisk tager røven på os pendlere og på lokalsamfundet, hvis forslaget her går igennem, siger formand for Roskilde Pendlerklub, Danny W. Pedersen.

Formanden forklarer, at foreningen ikke forventer, at antallet af passagerer kommer til at falde. Han kalder udspillet for uambitiøst og mener i stedet, man burde forstærke strækningerne ind mod København.

- Planen fra politikerne modarbejder både DSB og lokalsamfundet og er med til at styrke fortællingen om Udkantsdanmark specielt på Sjælland. Man er jo med til at gøre det mindre attraktivt at bosætte sig uden for hovedstadsområdet, hvis man indsnævrer de offentlige transportmuligheder. Det kan da ikke være i politikernes interesse, siger Danny W. Pedersen.

Den nye trafikplan er sendt til høring frem til 26. februar.