Roskilde inviterer borgere til budgetdebat

På tirsdag afholder Roskilde Kommune det første af tre budgetborgermøder. Formålet er at få input til de kommende budgetforhandlinger.

Hvordan kan Roskilde Kommune bruge pengene bedst?

Det er temaet, når kommunen på tirsdag afholder det første af i alt tre borgermøder med det emne.

Til efteråret skal byrådet nemlig forhandle kommunens budget for 2019, og her vil politikerne gerne høre, hvad det er, borgerne prioriterer i deres kommune.

- Der er rigtig mange steder, hvor man kan spare penge, men hvor vi ikke har lyst til det, fordi vi føler, det giver dårligere service for borgerne. Men kunne man så måske tænke det på en lidt anden måde, spørger Joy Mogensen, socialdemokratisk borgmester i Roskilde.

Forståelsen skal gå to veje

Borgermøderne om budgettet handler dog ikke kun om, at politikerne skal have nogle nye ideer på bordet. 

Til møderne vil deltagere også blive præsenteret for nogle af de mest ekstreme scenarier, der kan opstå i forbindelse med budgetforhandlinger.

På den måde håber borgmesteren, at der også opstår en bedre forståelse for, hvordan det politiske arbejde foregår.

- Det er faktisk rigtig tit svært for de fleste politikere at få værdier, penge og ideer til at gå op i en højere enhed, og det er jo derfor, vi bruger mange måneder på det i byrådet. Nu vil vi gerne bruge tre aftener på at lade borgerne starte vores diskussioner, så vi ikke starter med at mene det, vi sådan plejer at mene, siger Joy Mogensen.

Herunder kan du se en video, som kommunen har lagt på sin Facebookside om borgermøderne.

Hvis du gerne vil have, politikerne hører din mening, kan du tilmelde dig til borgermøderne på kommunens hjemmeside.

Kommuner fokuserer mere på borgerinddragelse

Det er ikke kun i Roskilde, at politikerne forsøger sig med nye tiltag for at gøre politik mere nært for borgerne.

I Gentofte har man siden 2015 arbejdet med såkaldte opgaveudvalg.

Ved at skære ned på antallet af møder i de traditionelle udvalg, har man frigivet tid hos byrådsmedlemmerne, til at de i stedet kan deltage i opgaveudvalg, hvis formål er at løse konkrete udfordringer.

Her sidder der fem byrådsmedlemmer og ti borgere med relevante kompetencer eller interesser, der sammen skal skitsere, hvordan et problem løses, og herfra sendes et forslag så til afstemning i byrådet.

I Gribskov har man i april valgt fremover at videostreame byrådsmøderne, mens man i eksempelvis Albertslund og Rødovre har mulighed for at få et forslag taget op i byrådet, hvis man kan samle nok underskrifter bag det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik