Roskilde gjort klar til storm: "Giver en sikkerhed i maven"

Søndag var der generalprøve på kystsikringen i Roskilde Havn. På halvanden time sikrede 50 frivillige boliger, ro- og sejlklubber mod stormflod.

En kvinde bærer en to meter lang aluminiumsplanke hen mod en mur. Den løftes på plads i en åbning i muren. Så skal der en gummiliste i mellem. Og en til planke oven på. Fem af dem og så er der lukket. Lukket for de frygtede stormfloder, der presser vand ind i Roskilde Fjord og som oversvømmer og ødelægger hjem og værdier.

"Er den der?," spørger Torsten Hald, der har meldt sig frivilligt til at teste hvor hurtigt man kan lukke gennemgangene i kystsikringen i Roskilde Inderhavn.

quote Jeg glæder mig helt vildt til at stå her inde på den anden side af muren og klappe vandet på overfladen og sige "Hallo med dig" - det bliver godt!

Flemming Østergaard Nielsen, Formand, Strandgade Digelaug i Roskilde

Den meterhøje betonmur, der zig-zagger sig langs havnepromenaden og et par hundrede aluminiums-planker har været omdrejningspunktet. Det er nemlig kystsikringen mod stormflod, der skal holde fødderne tørre hos beboere og sejl- og roklubberne langs Roskilde Inderhavn.

- Vi måtte flytte klaverer og sådan noget op oven på, fortæller Torsten Hald der er medlem i Roskilde Sejlklub, som også blev ødelagt ved sidste storm, mens han drejer i en unbraconøgle

 - Sådan, så sidder den fast, så bliver den ikke skubbet op af bølgerne, siger han og strammer til.

Første øvelse af mange

50 beboere og frivillige fra klubberne i havnen var mødt op kl 10 søndag formiddag, for at teste hvor lang tid og hvordan de skal gøre, næste gang en storm truer med at presse vand op over kajen og ind i husene.

- Det her er første gang, vi piller det ud af containerne og stiller det op og det er gået flot, siger Oliver Bach, direktør i Wintec, til TV 2 Lorry.

Wintec har specialiseret sig i kystsikring og direktøren er selv med til at sætte det op. Lige nu kan muren, når den er lukket til, klare en vandstand på 2,30 meter over normal vandstand. Men skulle de få brug for det, kan der bygges oven på til en højde på 2,75 meter.

- Nu kommer der ikke flere sandsække. Der kommer ikke flere Watertubes og der kommer ikke vand ind i husene, så det er helt perfekt og vi er rigtig glade for det og det her system. Det ser ud som om det virker rigtig fint, siger Flemming Østergaard Nielsen, der er formand for Strandgade Digelaug, til TV 2 Lorry.

 
 
Foto: Annie Aurby - TV 2 Lorry

De glæder sig til næste storm

Kystsikringen i Roskilde Havn er første del af en samlet sikring i Roskilde Fjord. Til foråret forventes byggeriet af digerne ved Jyllinge Nordmark at gå i gang. Så beboere langs fjorden kan have ro i maven, hvis vandet stiger ved næste storm.

- Ja, det er mærkeligt at sige, men efter i dag glæder vi os nærmest til næste storm, siger et medlem fra Roskilde Seljklub, mens han stabler de sidste planker og går hen for at skrue de stolper, der har holdt plankerne, af.

Under stormen Bodil var vandet 2,06 meter over normalen, hvilket gjorde at både boliger og klubhuse på havnen fik store skader. Noget der nu gerne skulle høre fortiden til.

- Det giver en sikkerhed i maven og en ro på at det her, det har vi styr på fordi vi øver os. Det her er kun en af mange øvelser, siger Torsten Hald, fra Roskilde Sejlklub.

Nu laver Digelauget en endelig beredskabsplan med sms-kæder, der skal kalde folk til, næste gang der er  for storm og risiko for at vandet stiger. Noget Flemming Østergarrd Nielsen ikke er bange for mere:

- Jeg glæder mig helt vildt til at stå her inde på den anden side af muren og klappe vandet på overfladen og sige "Hallo med dig". Det bliver godt, siger Flemming Østergaard Nielsen.

 
 
Foto: Annie Aurby - TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik