Foto: TV2/ Lorry

Roskilde Fjord: Frygt for oversvømmelser

Borgerne i Jyllinge Nordmark i Roskilde kommune frygter endnu en voldsom oversvømmelse, når Hovedstadsområdet om få dage risikerer at blive ramt af storm.

Tal fra DMI viser, at vandstanden i området kan stige kritisk i forbindelse med den storm, som ventes i weekenden.

Frygten er, at op mod 30 huse igen kan blive ramt af oversvømmelser.

"Hvis vi får en vandstand på 1,4 meter er det kritisk. Så skal vi i gang med at lægge spærringer ud", siger Hans Christian Jensen, Chefkonsulent i miljøafdelingen, Roskilde kommune til TV2/LORRY.

Jyllinge Nordmark blev hårdt ramt under stormen Bodil tilbage i december 2013. Dengang pressede stormen store mængder vand ind over området.

Mange af skaderne, der opstod i december '13, er endnu ikke repareret, og nu frygter folk i området, at der er mere vand på vej.

"Vi afventer nu flere detaljer og prognoser fra DMI om vejret og vandstanden. Når vi har dem, tager vi en endelig beslutning om, hvad vi gør. Vi tager en endelig beslutning i morgen formiddag. Vi er forberedt på det værste", siger Hans Christian Jensen