Roskilde Festival donerer stort millionoverskud til velgørenhed

Millionerne rullede ind under sidste års Roskilde Festival. Nu doneres pengene til velgørenhed.

15:41

Hvert år knokler en lille gruppe frivillige for at rejse Roskilde Festivals vartegn, Orange Scene.

Sidste års Roskilde Festival var en varm og særdeles velbesøgt en af slagsen, og det kan i allerhøjeste grad også ses på indtjeningen.

Foreningen Roskilde Festival har således opnået et overskud på 19,2 millioner kroner fra festivalen i 2018, skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Overskuddet skal udloddes til velgørende og almennyttige formål for især børn og unge, lyder det i meddelelsen.

Roskilde Festival 2018 blev en glohed oplevelse præget af sommerens hedebølge, og musikprogrammet bød på store hovednavne som Eminem, Bruno Mars og Gorillaz. Festivalen kunne i den forbindelse melde udsolgt.

Også de 80.000 partoutbilletter til festivalen blev udsolgt gennem det næsthurtigste billetsalg i festivalens 48 år lange historie.

Rapprojekt forgyldes med 900.000 kroner

- Roskilde Festival 2018 står ikke kun i erindringen som en fantastisk og succesfuld oplevelse, hvor 130.000 deltagere og frivillige sammen skabte en progressiv og nysgerrig kulturbegivenhed, siger Signe Lopdrup, Roskilde Festivals administrerende direktør, i pressemeddelelsen.

- Det var også en festival, der igen gav vores forening mulighed for at leve op til det almennyttige formål og være til gavn for børn og unge mennesker med vores donationer. Det kan vi alle være meget stolte af, siger hun.

Læs også RÅT: Sådant var første gang på Roskilde Festival

På torsdagens generalforsamling, hvor overskuddet blev offentliggjort, modtog organisationen Rapolitics 900.000 kroner.

Det skal sikre en fireårig udvikling af organisationens indsats for at fremme udsatte unges samfundsdeltagelse gennem dialog, storytelling og rap.

På festivalen sidste sommer var der desuden en rekordindtjening til foreninger, virksomheder og organisationer, der driver madboder og barer og engagerer frivillige på festivalen. 

Der blev opnået et samlet overskud på 32,6 millioner kroner. Det er det højeste resultat i festivalens historie.

Om Foreningen Roskilde Festival:

  • Foreningen Roskilde Festival arrangerer hvert år begivenheden Roskilde Festival med det formål at støtte almennyttigt og kulturelt arbejde med særligt fokus på børn og unge.
     
  • Roskilde Festival er non-profit, og det fulde overskud går efter endt festival direkte til velgørende formål.
     
  • Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 385 millioner kroner til udlodning.
     
  • Bestyrelsen for Foreningen Roskilde Festival består efter generalforsamlingen af Hanne Bak Lumholt, Marianne Ifversen, Michael Røscher, Lars Frelle- Petersen, Gry Dahl-Jensen og Thomas Windfeldt Arnø. Bestyrelsen konstituerer sig 8. april. Bestyrelsen vælges af foreningens medlemmer på generalforsamlingen, og den valgte bestyrelse kan udpege op til to supplerende medlemmer.
     
  • Læs om festivalens engagement og organisering i Årsskriftet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?