Roskilde-aktionærer i alvorlig skatteklemme

Ikke nok med at aktionærerne i Roskilde Bank må se et enormt kurstab i øjnene. De risikerer også at skulle vinke farvel til et stort skattefradrag.

Roskilde-aktien er suspenderet og smidt af fondsbørsen, Nasdaq
OMX, og kursværdien må reelt anses som værende lig nul. Altså
har aktionærerne tabt alt, hvad de har sat i Roskilde
Bank-aktien.
Under normale omstændigheder kan aktionærer fradrage et
kurstab i tidligere eller fremtidige aktiegevinster. Fra første
januar bliver det muligt at fradrage tab i den personlige
indkomstskat, de nye regler mangler blot at blive vedtaget i
Folketinget.
Men omstændighederne omkring Roskilde Bank er langt fra
normale.
Konkurs eller salg giver fradrag
"For at opnå fradrag, er aktionærerne nødt til at realisere
tabet, eller afvente et eventuelt konkursdekret," siger
statsautoriseret revisor Allan Bjørn, Partner Revision, til
borsen.dk.
Det er her problemet opstår, for aktien er smidt ud af handlen
på børsen, og kan derfor ikke handles af de normale handelsveje.
Der er heller ikke udsigt til en egentlig konkurs, da
aktionærernes aktier flyder ind i den bemærkelsesværdige
redningsaktion fra Nationalbankens side.
Umiddelbart synes løsningen på problemstillingen klar. En
arrangeret handel mellem eksempelvis ægtefæller, venner,
bekendte eller andre aktionærer, hvor hele beholdninger sælges
for et symbolsk beløb. På den måde bliver tabet realiseret, men
så nemt går det ikke.
Salget skal være reelt
For at tabet på Roskilde-aktierne kan give fradrag, skal der
være sket et reelt salg. "Det er en konkret vurdering, men det
vil ikke være et reelt salg, hvis man har solgt aktierne til en
fætter, ens ægtefælle eller børn," fortæller Henrik Møller
Nielsen, chefkonsulent i SKAT.
Aktierne skal altså afhændes til en uafhængig part. Så med
mindre det kan lykkedes de enkelte aktionærer at finde en reel
køber, ser det skidt ud for aktionærernes skattefradrag.
"Det er selvfølgeligt noget SKAT vil kigge på. Det må ikke
være det der hedder et skattesalg, hvor handlen blot sker, fordi
man vil realisere et tab," siger chefkonsulent Henrik Møller
Nielsen.
Aktionærernes eneste mulighed er altså at håbe på en konkurs
eller forsøge at finde en reel køber til aktierne i fallitboet.
Blev handlet efter suspendering
Om nogle aktionærer havde lugtet lunten vides ikke, men
Roskilde Bank-aktien blev i tirsdags handlet gennem fondsbørsen
til trods for suspenderingen. Aktierne blev handlet helt ned til
en krone per aktie. Fredag i sidste uge blev aktien handlet i
over kurs 80.
Umiddelbart har det ikke været muligt at opklare, hvorfor og
hvordan handlerne blev gennemført.
Aktien blev suspenderet allerede søndag aften, da det kom
frem, at banken ikke overholdt solvenskravene længere. I alt
blev der handlet 10.000 Roskilde Bank-aktier tirsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik