Røg fra reklame udløste bombealarm i København

Magasin Foto: TV2/Lorry

En forladt pakke fik politiet til at stoppe trafikken ved Kongens Nytorv. Det var et fremstød for en ny film.

Reklamefolk tog fusen på københavnerne tirsdag, da et fremstød for en ny film udløste bombefrygt på Kongens Nytorv i København.

Ved busstoppestedet foran stormagasinet Magasin var placeret en pakke, som udviklede kraftig røg.

Politiet rykkede ud i stort tal og spærrede for trafikken i begge retninger.

Også brandvæsnet blev alarmeret, ligesom metrotogene kørte forbi stationen på Kongens Nytorv på grund af frygten for en bombe.

- Det er ikke særligt gennemtænkt at gøre det på en valgdag, lyder kommentaren fra vagtchef Jens Kristiansen i Københavns Politi.

Netop på en sådan dag er politiet ekstraordinært på vagt.

Vagtchefen kan tirsdag eftermiddag dog ikke umiddelbart udelukke, at andre i politiet har givet tilladelse til den usædvanlige reklame.

Filmen, som der blev gjort reklame for, hedder "The Hunger Games: Catching Fire".

Mange mennesker blev altså generet af reklamerøgen.