Roforbund efter stadion-kollaps: Efterlader os uden chancer for VM og EM

Med en manglende opgradering af Bagsværd Rostadion kan der ikke afholdes internationale stævner de næste mange år, og det kan skade rosporten, påpeger formand.

De danske landsholdsroere må spejde meget langt efter et VM eller EM på hjemmebane. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Der kommer til at gå mange år, før Bagsværd Sø igen kan danne ramme om et VM eller EM i roning - hvis det overhovedet kommer til at ske igen.

Skrinlægningen af et opgraderet rostadion ved og på Bagsværd Sø indtil tidligst efteråret 2021 betyder, at Dansk Forening for Rosport nu må spejde meget langt ud i fremtiden, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at blive værter for et international stævne i roning.

- Det efterlader rosporten i et vakuum, fordi det nuværende stadion ikke kan afholde internationale mesterskaber i roning, og vi kan heller ikke byde ind på internationale mesterskaber. Så hele processen er for os sat i stå, siger Henning Bay Nielsen, der er formand for Dansk Forening for Rosport.

Med beslutningen i sidste uge om at sætte byggeprojektet i bero, står forbund og udøvere af roning fortsat tilbage med et forældet anlæg, der ikke lever op til internationale krav og med ulige konkurrencevilkår fra bane til bane.

Det efterlader rosporten i et vakuum

Henning Bay Nielsen, formand for Dansk Forening for Rosport

- Vi er selvfølgelige super ærgerlige. Rosporten har jo om nogen været dem, der har initieret hele den her proces, fordi vi allerede i starten af dette århundrede kunne se, at Bagsværd Sø havde svært ved at huse internationale mesterskaber i roning, siger formanden.

Henning Bay Nielsen, der selv er tidligere VM-sølvvinder i roning, påpeger blandt andet, at der på det nuværende anlæg er for stor forskel på, hvor stor vandmodstand roerne skal kæmpe med fra bane til bane.

For få baner og ikke dyb nok

Mens det fortsat er muligt at udøve og afholde internationale mesterskaber i kano og kajak på den mere end 50 år gamle arena, så er det en anden snak med roning.

Her har anlægget hverken nok baner eller den nødvendige vanddybde for at efterkomme det internationale roforbund FISA’s betingelser til internationale stævner.

Skitse af den foreslåede opgradering af Bagsværd Rostadion. Foto: AART Architects

Og derfor vil der fortsat gå mange år, før Dansk Forening for Rosport kan byde ind på et værtsskab for enten VM, EM eller en World Cup-afdeling i roning – i hvert fald på Bagsværd Sø.

- Et værtsskab skaber entusiasme, tiltrækker frivillige fra roklubberne, skaber energi og virkelyst, og så skaber det opmærksomhed omkring sporten. Vi har en lang tradition for mesterskaber på Bagsværd Sø, men de seneste 20 år har der været en mesterskabstørke, fordi Bagsværd Rostadion ikke lever op til de krav, det internationale forbund har til olympisk roning, siger Henning Bay Nielsen.

Havde håbet på VM i 2022

Da de konkrete planer om det storstilede rostadion med tilhørende elitecenter blev præsenteret i 2017, skete det blandt andet med en ambition om, at Danmark kunne byde på og få tildelt værtsskabet for VM i roning i 2022.

Dette blev som bekendt ikke til noget, og med et stadionprojekt, der endnu står hen i det uvisse, er det tvivlsomt, at forbundet kan nå at byde på et værtsskab før tidligst 2027.

- De atleter, vi har, som vinder medaljer ved OL, VM og EM, har et stort ønske om at kunne vise sig frem på hjemmebane foran talenterne i hele landet. Så vi ærgrer os over, at der fortsat er lange udsigter til det, men samtidig har vi selvfølgelig respekt for myndighedsarbejdet bag udskydelsen, siger Henning Bay Nielsen.

Formanden understreger, at der i forbundet fortsat er fuld opbakning til Fonden Danmarks Rostadion, der er stiftet af kommunerne København, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk samt Team Danmark står bag arbejdet med et moderniseret og opgraderet rostadion.

00:33

Nyhed fra fredag den 21. juni: Nyt rostadion ved Bagsværd Sø udskudt.

Luk video

Klagesager og lang sagsbehandling bremsede projektet

Beslutningen om at udskyde byggeplanerne blev truffet på et bestyrelsesmøde torsdag i sidste uge, efter stadionprojektet var blevet bremset af endnu en afvist byggetilladelse.

I første omgang var det ellers planen, at et nyt rostadion skulle have været færdigopført i februar 2020.

- Det, at vi ikke har fået de endelige myndighedstilladelser, gør det naturligt, at projektet må udskydes. Det er utroligt ærgerligt, men omvendt hæfter jeg mig ved, at der forsat er opbakning til projektet, som er færdigprojekteret og klar til at blive bygget, udtalte Erik Jæger, bestyrelsesformand for Fonden Danmarks Rostadion, til TV 2 Lorry i sidste uge.

Tidsplanen for rostadionet begyndte for alvor at skride, da miljøorganisationer i foråret sidste år påklagede de dispensationer, der i første omgang blev givet til byggeprojektet af Fredningsnævnet. Mens klagen blev behandlet, måtte folkene bag stadionet ikke sætte gang i nogen form for byggeri.

I starten af februar måned valgte Miljø- og Fødevareklagenævnet at ophæve de dispensationer til opførelsen af det nye stadion, som projektet ellers fik tildelt af Fredningsnævnet i foråret sidste år med den begrundelse, at Fredningsnævnets afgørelse lider af væsentlige mangler. Fredningsnævnet sendte siden materialet videre til Gladsaxe Kommune, der nu skal søge på ny om fredningsdispensationer foruden landzonetilladelsen.

I slutningen af maj måned traf Planklagenævnet i Nævnenes Hus afgørelse om at ophæve og hjemvise den landzonetilladelse, som Gladsaxe Kommune tidligere har tildelt byggeriet.

Samtidig står VVM-redegørelsen for byggeriet til at udløbe, hvorfor der inden et nyt forsøg på at få blåstemplet byggeriet skal udarbejdes en ny.

Sådan skal det foreslåede rostadion finansieres

Danmarks Rostadion finansieres af tre fonde og tre kommuner:

 

  • Den A.P. Møllerske Støttefond støtter modernisering af rostadion med 50 millioner kroner.
  • Lokale og Anlægsfonden støtter med 10,5 millioner kroner.
  • Nordeafonden støtter med 5,63 millioner kroner.
  • Københavns Kommune støtter med 52 millioner kroner.
  • Gladsaxe kommune støtter med 21,7 millioner kroner.
  • Lyngby-Taarbæk Kommune støtter med 5,5 millioner kroner.

 

Kilde: Fonden Danmarks Rostadion

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik