Ti øjne og blåt blod: Dolkhaler flytter til Amager

Nordeuropas største akvarium, "Den Blå Planet" på Amager, har fået kløerne i et noget specielt udseende makkerpar, nemlig to dolkhaler.

Den har ti øjne og blåt blod. Den er udstyret med to panserlignende skjolde, seks par gangben og en lang hale. Den ligner - med Den Blå Planets egne ord - ”et lille monster fra en sci-fi film”. Og så har den oven i hatten set sådan ud i imponerende 440 millioner år.

quote Det er et underligt dyr, der har et stort potentiale til at fange folks interesse.

 Lars Skou Olsen, kurator og teknisk chef på Den Blå Planet.

Dolkhale hedder den specielle art, og der er for nylig flyttet to styks ind i akvariet på Amager. Da der ikke længere var plads til dem i akvariet i Malmø, bød Den Blå Planet nemlig ind:

- Det, der er så spektakulært, er deres udseende, fortæller Lars Skou Olsen, der er kurator og teknisk chef på Den Blå Planet.

- Det er et underligt dyr, der har et stort potentiale til at fange folks interesse.

Se en video af akvariets dolkhaler længere nede i artiklen. 

Sætter gang i spørgsmålene

quote Den er hårdfør. Når man ser den, ligner den en lille tankvogn.

 Lars Skou Olsen, kurator og teknisk chef på Den Blå Planet.

Og der er i sandhed meget at undre sig over ved dyret. 

Hvorfor har det for eksempel blåt blod?

- Alle med rødt blod har hæmoglobin i blodet. Men ikke dolkhaler og blæksprutter. I stedet for hæmoglobin har de en kobberforbindelse, som de bruger til at binde ilt og transportere det rundt i kroppen, forklarer Lars Skou Olsen.

Dolkhale-blodet har desuden en anden smart funktion: Det indeholder amøbocytter, som reagerer på de mindste mængder bakterier. Derfor bliver det brugt i medicinalindustrien. 

En anden undren er, hvordan dolkhalen kan have bevaret det samme specielle udseende siden før dinosaurernes tid?

Det er der også en ganske naturlig forklaring på:

- Det skyldes, at den tilpasning, der skete dengang, har været så god, at det ikke har været nødvendigt at lave om på, fortæller Lars Skou Olsen.

Man har fundet 440 millioner år gamle fossiler, der ligner de nulevende, og dolkhalen tilhører derfor gruppen af ”levende fossiler”.

- Den er hårdfør. Når man ser den, ligner den en lille tankvogn, beskriver Lars Skou Olsen. 

Her er det Den Blå Planets dolkhaler. Video: Den Blå Planet

Frygt ikke dolkhalen 

Du behøver dog ikke at nøjes med at se på den. Dolkhalerne bor nemlig i Den Blå Planets rørebassin.

På trods af det våbeninspirerede navn er den ganske ufarlig. Den spidse hale, som er årsagen til navnet, bruger den blot til at flippe sig om med.

Det er derfor bare om at stikke lapperne i bassinet, hvis man vil prøve at have et stykke forhistorie i hænderne.

Den Blå Planet

Jacob Fortlingsvej 1, 2770 Kastrup

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik