Røgalarmpatruljen rykkede ud: Har du styr på din alarm?

En røgalarm kan redde liv - men der er for få, der har dem. Det gjorde de noget ved i Dragør i dag.

Røgalarmpatruljen, rykkede søndag  ud i Dragør og bankede på døre med et tilbud om at tjekke røgalarmen.

Patruljen består af en lokal brandmand - og to frivillige hjælpere fra den lokale spejderforening - og der var nok at gå i gang med.

For selv om flere personer hvert år mister livet som følge af brande - så er der stadig for langt imellem røgalarmerne i hjemmene - også i Dragør.

Det er især de ældre, som halter lidt, når det handler om at få installeret en røgalarm.

- Det er især ældre mennesker, der er i risikogruppen, når det gælder brand i hjemmet. Mange af dem har faktisk en eller flere røgalarmer, men vi ved desværre, at en del af dem ikke virker – først og fremmest fordi batteriet er brugt op, og fordi det er svært for mange ældre at skifte det,  siger Peter Hofman-Bang, overingeniør i BrandBevægelsen

- Derfor har vi taget initiativ til RøgalarmPatruljen, hvor unge hjælpere tjekker ældres røgalarmer og monterer et nyt batteri. Og hvis nogle slet ikke har en røgalarm, så har de én, når RøgalarmPatruljen har været forbi. 

Siden 2007 har BrandBevægelsen og TrygFonden samarbejdet med en lang række kommuner og beredskaber om at sætte fokus på brandsikkerhed, og de har igennem årene sat mere end 10.000 røgalarmer op hos ældre borgere.

Ca. 70 % af danske hjem har en eller flere røgalarmer opsat, men det er ikke alle, som virker.

- Vi prioriterer brandsikkerhed højt og arbejder for, at færre skal dø eller komme alvorligt til skade i brandulykker i private hjem. 85 % af alle dødsbrande forekommer i boliger, hvor der ikke er røgalarm, og derfor er det vores målsætning, at alle danske hjem har en virksom røgalarm, siger René Højer, programchef i TrygFonden. 

Vidste du, at ca. 800.000 danske hjem mangler en røgalarm? 

En røgalarm kan betyde forskellen mellem liv og død. Den holder vagt døgnet rundt og reagerer på røgudvikling – også når du sover.

Med en virksom røgalarm øger du sikkerheden for dig selv, din familie og dine naboer.

En røgalarm skal testes og rengøres jævnligt. Hvis du har en røgalarm, men bare ikke har fået sat den op, kan du bestille dobbeltklæbende tape på www.trygfonden.dk.

Du kan også øge sikkerheden for de ældre i din familie ved at sikre, at de har en virksom røgalarm i hjemmet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik