Røde Kors anmelder ikke al kriminalitet

Dansk Røde Kors undlader at melde en lang række sager om kriminalitet i asylcenter Sandholm. Det sker på trods af, at organisationen hævder at have en nul-tolerance politik omkring kriminalitet i asylcenteret.

Vold, trusler og anden grov kriminalitet er dagligdag i Røde Kors' asylcenter Sandholm.

 

Nordsjællands Politi fik i 2011 over 100 anmeldelser om kriminalitet i centeret - herunder blandt andet 25 voldssager, fire narkosager, otte sager om dødstrusler og et drab.

Men de mange anmeldelser til Nordsjællands Politi er tilsyneladende kun en del af det samlede billede.

Hidtil hemmeligholdte HR-rapporter fra Røde Kors, som TV 2 | NYHEDERNE har fået adgang til, afslører nemlig endnu flere sager.

Rapporterne viser, at Røde Kors kender til langt mere kriminalitet i Sandholmlejren end hvad, der anmeldes til politiet.

Nordsjællands Politi fik for eksempel 12 anmeldelser om hærværk i 2011, men Røde Kors kender til 75 sager. Det samme gør sig gældende for vold. Politiet fik 25 anmeldelser i 2011, men Røde Kors har noteret 61 sager.

Det står i kontrast til den politik om nul-tolerance over for kriminalitet, som Røde Kors hævder at håndhæve i lejren.

- Vi har en nul tolerance og vi kontakter Nordsjællands Politi, så snart vi har den mindste mistanke," sagde asylchef Anne la Cour Vågen fra Røde Kors for to dage siden til Nyhederne.

De manglende anmeldelser får nu Nordsjællands Politi til at reagere.

- Vi vil tage det op med Røde Kors på vores samarbejdsmøde i næste uge," siger politiinspektør Uffe Stormly fra Nordsjællands Politi til TV 2 | NYHEDERNE.

Frygter for sin sikkerhed

Ifølge beboerne er kriminaliteten løbet løbsk i lejren. En beboer, som udtaler sig anonymt til TV 2, fordi han frygter for sin sikkerhed i lejren, fortæller, hvordan han selv har været indkvarteret på et værelse, hvor de seks andre beboere alle handlede med narkotika - både i lejren og i København.

- Jeg føler mig aldrig sikker i Sandholm. Man ved aldrig, hvad der sker lige om lidt. Folk i Danmark ved ikke, hvad der forgår i Sandholm," siger han til TV 2 | NYHEDERNE.

TV 2 | NYHEDERNE har de seneste dage med skjult kamera dokumenteret, hvordan der handles med hash, heroin og kokain i Center Sandholm fra værelser og uofficielle kiosker. Afsløringen har ført til flere politiaktioner i lejren.

To narkohandlere er blevet anholdt og politiet har beslaglagt 5,1 gram kokain, 25 gram amfetamin og 25 gram hash.