Rock i Hedeland må vente

Teater Hedeland vil gerne bruge sin nye orkestergrav og scene til andet end opera, men et samarbejde med Roskilde Festival bliver tidligst til noget i 2009.

Da Teater Hedeland sidste år afslørede sin nye kombinerede
orkestergrav og scene, blev der lagt op til, at der snart ville
kunne høres andre toner end opera i det store naturområde mellem
Roskilde, Tune og Hedehusene.Folk med hang til elguitarer og
forstærkere må dog væbne sig med tålmodighed, for 2008 bliver
ikke året, hvor man vil kunne komme til »rock i
råstofsområdet«.- I 2009 vil vi forsøge at samarbejde med
Roskilde Festival om en anden type musikarrangementer. Vi
håbede, at det allerede kunne blive i år, men det lykkedes ikke
at tilvejebringe midler i tide, siger teaterchef Claus Lynge.Til
gengæld bliver det allerede til sommer muligt at høre
musical-toner i Hedeland, når foreningen Kul'Touren i Taastrup
arrangerer en koncert med Sebastians mest kendte musical-hits.
Sangerne Stig Rossen og Louise Fribo vil sammen med
musicalteatret Mastodonterne og et stort orkester opføre sange
fra blandt andet »Skatteøen«, »Cyrano«, »Aladdin« og
»Nattergalen«.Programmet er sammensat af Sebastian selv til
lejligheden.- Det bliver første gang, vi får anlægget i brug til
andet end opera, siger Claus Lynge.Orkestergraven er indrettet,
så taget kan sænkes, og graven dermed forvandles til en
sceneplatform, der kan bære en rockkoncert med alt, hvad der
hører til af udstyr.Den nye orkestergrav udmærker sig desuden
ved, at der ikke findes noget lignende anlæg i Danmark, endsige
i Europa. Faktisk skal man helt til USA for at finde noget, der
bare minder om det.Der har faktisk tidligere været opført en
rockkoncert i Hedeland, idet Savage Rose spillede i amfiteatret
i 2005. Dengang var det også Kul'Touren, der stod som
arrangør.Orkestergrav- og sceneprojektet har kostet næsten ni
millioner kroner at opføre, og en af argumenterne for det var
netop, at det ville give mulighed for, at der kunne holdes flere
forskellige typer arrangementer i Hedeland.