Robocup 2018: Vildt robotløb på DTU

Robotnørdernes tekniske færdigheder er i hård konkurrence til DTUs årlige robotløb RoboCup. Se de avancerede robotter her.

En sirlig maskine glider sikkert afsted på fire hjul og aflæser løbende sin rute med en skarp liniesensor.

Alarmen går da maskinen trykker snuden mod den sort-hvide målskive - den er færdig med sit gennemløb.

- 25 point!, udbryder kommentatoren, - en topscorer der bliver svær at slå. 

Vi er selvfølgelig vidne til den årlige robotkonkurrence RoboCup, der bliver afhold for 19. gang.

​Racerløb og forhindringer

Der ligger masser af teknisk snilde og sans for software bag de 15 robotter som dyster om æren som årets bedste robot til RoboCup.

Konkurrence er åben for studerende og alumner (tidligere studerende red.) og i år har 30 hold deltaget i de kvalificerende runder, men 13 hold er gået videre til finalen.

De første robotter løb igennem forhindringsbanen i 1997 og hvert år, bliver maskinerne mere avancerede og banen dét sværere. 

På et gennemløb skal robotter i dag klare trappesatser, øksegange, sluseoplukning og racerløb.

Til sidst findes der en vinder i 4 kategorier:

Bedste DTU køretøj

Bedste design

Fighter-prisen

​Se robotterne her

 

​Og vinderen er...

​De 25 point gik til Team Jasmin, der efter første gennemløb lagde sig til rette i en klar førerposition. Desværre fejlede robotten på sit andet gennemløb og måtte fjernes, inden den kørte banen færdig.

Team Jasmin endte på en samlet anden plads i konkurrencen, overgået af 16 årige August Emil Borg Ljørring, der deltog for fjerde gang.

9.klasses eleven vandt RoboCup første gang i 2016

- Det er rigtig fedt. Jeg vandt også for to år siden og det var den samme følelse; Det var meget nervepirrende til konkurrencen, for der var en masse ting der kunne gå galt, siger August Emil Borg Ljørring.

Hans robot er en viderudvikling på vindermaskinen fra 2016 og den er primært bygget af legoklodser og med en legomotor. August Emil Borg Ljørring vinder en samlet præmiesum på 6.800 kr. og nogle af de penge skal også bruges til nye reservedele.

- Næste år vil jeg rigtig gerne deltage med en robot jeg selv byggede, så det ikke bare var Lego, siger han.

​De øvrige vinderrobotter

​I kategorien bedste DTU hold vandt Team Jasmin og i kategorien Bedste design og effekter ​løb holdet Roadrunner helt bogstaveligt med prisen. 

Deres robot var den hurtigste på racerbanen, hvor den få centimeter høje firhjuls-løber, tilbagelagde 6,73 m. på bare 3,2 sekunder.

- I testrunden kørte vi den faktisk på 2,9 sekunder, men vi turde ikke risikere noget i konkurrencen ved at presse den derud, siger holdet bag robotten.

Endelig gik Fighter-prisen ​til holdet Run Sally Run, der klarede sit ene gennemløb upåvirket af en påkørsel fra en anden robot.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik