Ritts billige boliger er blevet en dyr fornøjelse for lejerne

Huslejen er næsten fordoblet, siden 12 billige boliger blev bygget i 2008 i hovedstaden.

12 billige boliger, som blev bygget i Københavns Sydhavn i 2008 for at give folk med lave eller almindelige indkomster mulighed for at bo i den stadig dyrere hovedstad, er ikke så billige længere.

Det skriver Politiken.

Faktisk har de billige boliger, som kun skulle koste 5000 kroner om måneden, næsten fået fordoblet huslejen på otte år, så beboerne i dag betaler 9300 kroner plus vand og varme for en bolig på 85 kvadratmeter.

Derudover skal man skal købe en andel på 408.000 kroner for at kunne flytte ind.

Samtidig holdes huslejen kunstigt nede af et årligt tilskud fra Fonden for Billige Boliger. Tilskuddet var sidste år 131.270 kroner. Det er et lån, og det betyder, at beboerne oparbejder en stigende gæld, som de skal begynde at betale tilbage om godt to år.

Situationen har fået beboerne til at henvende sig til Fonden for Billige Boliger for at bede om hjælp, ligesom de på en generalforsamling har besluttet at undersøge, om det bedre kan betale sig for dem at omlægge andelsboligerne til ejerboliger.

- Vi er ved at finde ud af, hvad vi skal, siger Katrine Vrang Hauberg, der er formand for Andelsboligforeningen Vildrose 2.

Foreningen rummer de 12 eneste billige boliger, som kom ud af tidligere overborgmester Ritt Bjerregaards (S) plan om at opføre 5000 billige boliger, skriver Politiken.

Jørgen Nue Møller, der er formand for Fonden for Billige Boliger, som stod bag byggeriet af de 12 billige boliger i Sydhavnen, siger til Politiken, at "det er klart, at det ikke er gået sådan, som det var tanken".

Om to år vil beboernes husleje stige yderligere, når fondens tilskud stopper, og beboerne skal til at betale gælden, der til den tid vil ligge på omkring to millioner kroner, tilbage til fonden.

Ritt Bjerregaard er glad for, at de 12 boliger blev bygget, men mener, at der blev lagt for mange hindringer i vejen for de billige boliger:

- Man er nødt til at lade nogle betale mere, for at andre kan bo billigere, siger hun til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik