00:19

Rise & Shine: Unge dansede på livet løs i VEGA

Den sjette Rise & Shine-fest blev onsdag afholdt i foyeren på Store VEGA.

Der var ingen alkohol, og festen startede klokken 7 om morgenen, men alligevel var der et flot fremmøde, da der onsdag var morgen var Rise & Shine-fest i foyeren på Store VEGA i København.

Dagens morgenfest var den sjette af slagsen, og konceptet bag morgenfesterne er enkelt: Deltagerne skal blot møde op klokken 7, og så sørger arrangørerne ellers for kaffe, morgenbrød og dansevenlige toner leveret af DJs.

- Det er så fedt, at vi kan være hos VEGA, som ligger meget centralt, og som alle jo kender i forvejen. Vi tror, at det bliver en magisk morgen, som vil gøre, at folk cykler videre på arbejde med ny energi. Det er i hvert fald målet, sagde Kristina Ahm fra Rise & Shine inden festen.

Den første Rise & Shine-fest blev afholdt på Nørrebro i 2014. Her mødte omkring 300 dansende morgengæster op på Teater Grob. Siden da er festerne langsomt vokset i størrelse, og nu er der mellem 600 og 1200 gæster per fest.

Rise & Shine-festerne afholdes cirka en gang i kvartalet.  Morgenfesterne er gratis og drevet af frivillige kræfter, ligesom de involverede DJs spiller uden beregning. 

Det er blandt andre aktivistgruppen Renegade Runners, der laver events og arrangementer i København, der står bag Rise & Shine-festerne.