Riisager: "Det bekymrer mig, at sådan en situation kan opstå"

Torsdag blev undervisningsminister Merete Riisager buhet ud af Ørestad Gymnasium. Nu forholder hun sig til oplevelsen.

- I går havde jeg en oplevelse på Ørestad gymnasium, jeg godt lige vil sætte et par ord på. Jeg er ikke helt færdig med at reflektere over hændelsen endnu, men hermed mine overvejelser.

Sådan starter et opslag på Facebook skrevet af undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance dagen efter, at hun blev buhet ud af Ørestad Gymnasium.

Du kan se hele Facebook-opslaget nederst i artiklen

quote I går skete der noget, der kom vældigt bag på mig

Merete Riisager, undervisningsminister

TV 2 Lorry kunne torsdag aften offentliggøre en video, hvor Merete Riisager og Kathrine Lilleør, formand for rådet for demokratisk dannelse, blev buhet ud af Ørestad Gymnasium i forbindelse med et besøg.

Undervisningsministeren skulle torsdag den 7. marts besøge tre gymnasier for at debattere demokratisk dannelse, men da undervisningsministeren nåede til Ørestad Gymnasium blev hun mødt af hundredvis af elever, der stod i gymnasiets aula med bannere, buh-råb og hyl.

”I skal ikke have ondt af mig”

Undervisningsministeren, der tidligere på dagen havde besøgt to andre gymnasier med succes, måtte opgive debatten og forlade stedet, efter det hun beskev som "anspændt stemning".

Og dagen derpå er Merete Riisager ved at være klar til at dele sine tanker om episoden.

- Jeg har været omkring otte år i politik, og hver gang et medie har henvendt sig til mig for at spørge, hvad jeg har oplevet af ubehagelige hændelser har jeg afvist at deltage, for der har været meget lidt at bemærke. Men i går skete der noget, der kom vældigt bag på mig, skriver Merete Riisager og fortsætter:

- Eleverne stimlede sammen på fællesarealet uden for klasserne og råbte og gik tæt på, og det viste sig umuligt at gennemføre mødet. Hvordan stemningen var, kan der være mange udlægninger af, men man kan selv danne sig et indtryk ved at se de videoer, der blev optaget. Jeg ved ikke, om der er et videoklip fra turen ned ad trappen, da det var den mest anstrengte del, skriver hun.

quote Demokratiet er den bedste måde at være vildt uenige på en ordentlig måde

Merete Riisager, undervisningsminister

Da undervisningsministeren bevægede sig op af trappen, som var fyldt med utilfredse elever, begyndte en elev at stille ministeren spørgsmål om besparelser og fraværsordningen.

I baggrunden begynder eleverne at råbe ”Vi er ikke bare tal” i kor. I opslaget fortsætter Merete Riisager:

- Der er ingen grund til at have ondt af mig, og Kathrine Lilleør er en kvinde, der er svær at blæse om kuld. Men det bekymrer mig, at en sådan situation, kan opstå. Det bekymrer mig faktisk også, når jeg på de sociale medier kan læse voksne, der bifalder episoden.

Elevernes oprør deler vandene

Siden episoden har elevrådet på Ørestad Gymnasium været ude og undskylde for den modtagelse Merete Riisager fik.

Elevrådets to ledere Henrik Michael Rafn og Sofie Amalie Spies oplyser, at elevrådet fralægger sig ansvaret for hændelsen. De havde ikke fået nogen informationer om planerne for oprøret.

I sit opslag skriver Merete Riisager afslutningsvist:

- Uagtet politiske positioner, så handler demokratisk dannelse netop om at kunne debattere uenigheder på en fredelig måde. Demokratiet er den bedste måde at være vildt uenige på en ordentlig måde - og det må være en integreret del af skolers og uddannelsers hverdag.

Modtagelsen af Merete Riisager på Ørestad Gymnasium bliver både udskældt og bifaldet fra flere kanter.

Søren Espersen, der er folketingspolitiker for Dansk Folkeparti, mener, at eleverne skaber sig som "abekatte", mens mangeårige medlem af Enhedslisten Per Clausen synes, det er godt, at eleverne viser deres utilfredshed.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik