Rigspoliti afviser demo på Amalienborg

Republikanere fik intet ud af at klage til Rigspolitiet. De får stadig ikke lov at demonstrere på slotspladsen til dronningens fødselsdag.

Rigspolitiet bakker nu op om Københavns Politis beslutning om at forbyde en anti-royal demonstration på Amalienborg. Den Republikanske Grundlovsbevægelse ønsker at demonstrere på slotspladsen i forbindelse med, at dronningen fredag kommer ud på balkonen for at vinke til folkemasserne. Men Københavns Politi har sagt nej, og torsdag valgte Rigspolitiet at bakke den afgørelse op. Bevægelsen kan dog demonstrere et andet sted, hvis den ønsker det.