Foto: Henning Bagger / Scanpix

Rigshospitalet udsætter hundredvis af hjerteoperationer

Rigshospitalet har ikke kapacitet nok til de mange patienter med alvorlige hjertelidelser. Sidste år måtte man udsætte hundredvis af operationer.

250 gange sidste år fik en hjertepatient tilknyttet Rigshospitalet at vide, at en planlagt operation måtte udsættes. Det viser tal, som Berlingske har fået indsigt i.

Hjerteforeningen: Det kan være liv og død

Til sammenligning blev planlagte hjerteoperationer kun udsat 1-2 gange om måneden på Aarhus Universitetshospital sidste år.

- Helt grundlæggende er det problematisk at få udsat en planlagt operation. Fordi man som patient har forholdt sig til det, og i mange tilfælde kan det være eksistentielt - det kan være liv og død. Det er jo hjertet. Man har forholdt sig til en før- og en eftersituation, lyder det fra Kim Høgh, der er direktør for Hjerteforeningen.

Akutte patienter skyld i aflysninger

De mange aflyste operationer skyldes primært, at der kommer andre akutte patienter, som Rigshospitalet omgående er nødt til at operere. 

Derudover er sygdom og mangel på intensivkapacitet også grunden til mange aflysninger med kort varsel.

- Det er dybt beklageligt, når vi er nødt til at aflyse operationer, og vi vil rigtig gerne have tallet ned. Vi anerkender, at vi kan og skal gøre det bedre, siger Sten Lyager Nielsen, der er klinikchef på Hjertecentret, til Berlingske.

Antal og årsager opgjort

Hjertecentret på Riget har nu detaljeret fået opgjort både antal og årsager til aflysninger for at kunne opnå forbedringer på området.

- Jeg forventer, at regionerne og de enkelte sygehuse tilrettelægger deres arbejdsgange, så der bliver færrest mulige aflysninger, og at de følger effektivt op på årsagerne, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby til Berlingske.

Se indslag om de aflyste hjerteoperationer her: 

01:31

Kritik af Rigshospitalets hjerteafdeling. 250 patienter måtte sidste år opleve at få aflyst deres operation i sidste øjeblik.

Luk video