Rigshospitalet modtager milliondonation fra forretningsmand

Foto: TV 2 Lorry

Carsten Mindegaard blev behandlet for lymfeknudekræft på Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet. Nu donerer han et større millionbeløb til klinikken.

Carsten Mindegaard, der er ejer af entrepenørvirksomheden LM Byg A/S, blev i februar diagnosticeret med lymfeknudekræft, og blev gennem længere tid behandlet på Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet. 

På Hæmatologisk Klinik oplevede Carsten Mindegaard, hvordan læger og andre specialister var nødt til at bruge deres tid på andet end deres ekspertiseområrder. Nu er Carsten Mindegaard raskmeldt og har derfor valgt at donere et større millionbeløb til den afdeling der behandlede ham. 

- Jeg har oplevet sygdommen på tæt hold og set, hvor hårdt de utroligt dygtige mennesker på Hæmatologisk afdeling kæmper, og jeg kan ikke takke dem nok for, hvad de har gjort for mig. Det er de mennesker, der dagligt gør en forskel for alle dem, der er blevet ramt og påvirket af denne forfærdelige sygdom, siger Carsten Mindegaard, der også er medejer af entreprenørvirksomheden Pihl & Søn A/S.

Læs også Ny millionbesparelse: Hovedstadens hospitaler skal fyre

Alle kan gøre en forskel

Donationen, der er på et ukendt millionbeløb, skal blandt andet bruges til forskning, faglig udvikling og efteruddannelse. Derudover kommer en del af beløbet også til at gå til stipendier, så ansatte på afdelingen kan forske i lymfeknudekræft.

- Hver tredje dansker får kræft, og sygdommen er den hyppigste dødsårsag blandt mennesker under 65 år. Hvis vi skal den forfærdelige statistik til livs, bliver vi alle nødt til at gøre en forskel og biddrage med det, vi kan. Kun sådan får specialisterne mulighed for at forske og blive klogere på sygdommen. Det håber jeg, at denne donation kan hjælpe med, siger Carsten Mindegaard.

Læs også Kræftpatienter i hovedstaden venter for længe på operation

Giver ressourcer til faglig udvikling

I august kom det frem, at hospitalerne i Region Hovedstaden endnu engang skal effektivisere og derved spare penge. Rigshospitalet skal alene spare 37,1 millioner kroner i næste års budget.

De mange omstruktureringer og produktivitetskrav, som sygehusene er blevet pålagt, kan også mærkes på Hæmatologisk Afdeling på Rigshospitalet. Derfor er man også meget taknemmelige for milliondonationen, som ifølge klinikchefen vil frigøre ressourcer til den faglige udvikling.

- Mange gode ideer er tidligere løbet ud i sandet, fordi vi ikke har haft implementeringskraft. Nu kan vi eksempelvis frigive en eller flere medarbejdere fra deres normale ansvarsområder i tre måneder, så de kan dedikere deres tid i et nyt projekt, siger Lars Kjeldsen, klinikchef på Hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet.

Læs også Chefer på Rigshospitalet siger stop: Vi kan ikke spare mere