Foto: TV2/Lorry

Rigshospitalet: Kræftpatienters ventetider ikke overholdt

Rigshospitalet har ifølge Politiken ladet patienter vente for længe på udredning og behandling af kræft og har undladt at tilbyde henvisning til et andet sygehus.

Rigshospitalet har i mindst ti tilfælde i løbet af maj og i et enkelt tilfælde i april brudt loven om maksimale ventetider på behandling af kræft. Det skriver Politiken.

Op til en uge ekstra

Hospitalet har i en periode haft for lang ventetid på undersøgelse og behandling af flere former for kræft.

Ifølge reglerne skulle Rigshospitalet have tilbudt patienterne at blive henvist til et andet offentligt sygehus i Danmark eller i udlandet inden for de maksimale ventetider på typisk 14 kalenderdage. Men det er ikke sket.

I stedet lod lægerne patienterne vente op til en uge ekstra på at blive undersøgt eller behandlet på Rigshospitalet, til trods for at offentlige sygehuse i flere andre regioner kunne tage patienterne inden for de fastsatte tidsgrænser.

- Vi har i en periode været presset på kapaciteten. Samtidig har vi manglet fokus på bekendtgørelsen om maksimale ventetider, hvilket er dybt beklageligt, siger centerdirektør i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet Lars Juhl Petersen til Politiken.

Dykkede ned i journalerne

Det startede med fem patienter, der enten skulle behandles for brystkræft eller skulle undersøges på grund af mistanke om en ondartet svulst i brystet. De blev ikke tilbudt en henvisning til et andet sygehus. 

Da Rigshospitalet fandt ud af det, dykkede hospitalet ned i journalerne for at se, om der også er lovbrud inden for andre kræftformer.

- Indtil videre har vi fundet en enkelt patient med hoved-halskræft og omkring en håndfuld med modermærkekræft, hvor vi ikke har overholdt bekendtgørelsen og altså ved for lang ventetid ikke har givet tilbud om behandling på et andet hospital, siger centerdirektøren til Politiken.

Bekendtgørelsen skal følges

Den nedsatte kapacitet til undersøgelse og behandling skyldes blandt andet personalemangel og indkøring af sundhedsplatformen. Men de manglende henvisninger til andet sygehus har intet at gøre med det nye it-system, siger Lars Juhl Petersen til Politiken.

Han har indskærpet over for medarbejderne, at de skal følge bekendtgørelsen.

Rigshospitalet vurderer, at ventetiden og de manglende tilbud om behandling andre steder ikke har haft en lægefaglig betydning for patienterne forstået på den måde, at kræften ikke har udviklet sig i ventetiden.

Ventetid skal elimineres

- Det her er simpelthen ikke i orden. En patient, der venter på en kræftundersøgelse eller en behandling, er rædselsslagen og har søvnløse nætter. Samtidig øger ventetid risikoen for, at kræften spreder sig og bliver vanskeligere at behandle. Derfor skal patienten i gang med det samme. Ventetid skal elimineres, siger Leif Vestergaard Pedersen, der er direktør i Kræftens Bekæmpelse, til Politiken.

Han understreger, at den politiske instruks er, at patienter skal undersøges og behandles uden unødig ventetid.

Samtidig rejser Leif Vestergaard Pedersen spørgsmålet om, hvorvidt de 11 netop opdagede sager tegner et fuldstændigt billede af problemets omfang på Rigshospitalet.

Personalet er netop nu i gang med at læse datoer i patienternes journaler og udelukker ikke, at der kan dukke flere lovbrud op.