Rigshospitalet kæmper for at få mere vand

Rigshospitalet håber alarmen om vandforeningen afblæses. Ellers skal der indsættes tankvogne med rent vand.

Rigshospitalet, der er omfattet af området med drikkevandsforurening i København, tærer lørdag formiddag på beholdningen af drikkevand på flasker.

Hospitalet håber på, at vandmyndighederne senere på dagen vil komme med positive meldinger, så alarmen om kogepåbud kan afblæses.
- Vi bruger foreløbig det lager af ferskvand, som vi har på flaske. Men hvis situationen ikke ændrer sig, må vi søge andre løsninger, siger Rigshospitalets kommunikationschef Marianne Uldall.

Rigshospitalet har cirka 1000 sengepladser.

Hvis kogepåbudet opretholdes kan der blive tale om at forsyne det store hospital med tankvogne med drikkevand fra områder, der ikke er ramt af forurening.
- Det har vi planer for, men vi arbejder på højtryk for at få mere vand fra vores leverandører. Derfor kan jeg ikke sige, hvornår lageret er tømt, siger Marianne Uldall.
For få år siden måtte det store Aarhus Sygehus på tilsvarende måde opsætte tankvogne i dagevis, hvorfra sygehuspersonalet døgnet rundt hentede frisk vand på dunke til de enkelte afdelinger.
Der er taget en lang række prøver af vandet, som der nu ventes svar på. Tidligst klokken 11 lørdag foreligger resultaterne, som kan afgøre om kogeanbefalingen skal ophæves.
Københavns Kommune har indkaldt sit beredskab og arbejder i øjeblikket på at få overblik over, hvor omfattende forureningen af drikkevand er i hovedstadsområdet.

Drikkevandet skal koges i hele området nord for Roskildevej, lyder opfordringen fra Københavns Kommune.
Det vil sige Nørrebro, Østerbro, Brønshøj, Husum, Tingbjerg, Vanløse og Frederiksberg, samt hele Indre By og Christianshavn, oplyser Københavns Kommune.

Vandforureningen er fundet på Nørrebro i København, og fordi Københavns vandsystemer hænger sammen med Frederiksbergs, gælder advarslen derfor også for Frederiksberg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik