Rigmænd fyrer stifter af Nørrebro Bryghus

Ejerne bag den kendte københavnske restaurant og mikrobryggeri Nørrebro Bryghus må atter til lommerne for at sikre virksomhedens overlevelse. Denne gang følges kapitaludvidelsen op med en større omstrukturering og en spareplan, der bl.a. koster stifteren Anders Kissmeyer jobbet som bryggeridirektør, skriver dagbladet Børsen.

Kissmeyer er et kendt ansigt i den danske bryggeribranche, og han er ked af at måtte stoppe i bryggeriet, som han selv stiftede tilbage i 2003.
»Jeg er selvfølgelig lidt skuffet over det, og det sker ikke med min gode vilje. Men alligevel kan jeg godt forstå det. Når der skal tilføres flere penge igen, skal der forsimples nogle strukturer og mere fokus på økonomien,« siger Anders Kissmeyer, der i dag ejer ca. 20 pct. af Nørrebro Bryghus.
»Kapitalindskuddet er nødvendigt, for ellers var der risiko for, at virksomheden ville gå en konkurs, og det ville jeg have det hundrede gange værre med.«
Virksomheden blev sidste år splittet i to dele, restauranten i Ryesgade på Nørrebro i København og Baldersbrønde Bryggeri i Hedehusene. Det er i Baldersbrønde, at kapitaludvidelsen på 5-6 mio. kr. sker. Kissmeyer var indtil fyringen bryggeridirektør på Baldersbrønde, hvor der brygges øl af mærket Nørrebro Bryghus, som tappes på flasker og fustager til detailhandlen, hoteller, restaurationer og cafeer. Restaurationsselskabet ejer ifølge Anders Kissmeyer ca. 15 pct. af Baldersbrønde inden den forestående kapitaludvidelse.
Bag Nørrebro Bryghus står bl.a. de to erhvervsfolk Frederik Anker Heegard og Lars Thuesen. Førstnævnte, der er formand, byggede bl.a. sin formue på at sælge feriehusudlejningsfirmaet Novasol til kapitalfonden Polaris i 2002. Lars Thuesen og Frederik Anker Heegaard står også sammen bag charterflyselskabet Jet Time samt nettjenesten Netdoktor.dk.
De to har garanteret den forestående kapitalforhøjelse, som formelt vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, der finder sted i dag.
»Resultatet i 2009 bliver ikke særligt opløftende, og derfor er det nødvendig at skære i omkostningerne og lave nogle praktiske omlægninger af produktionen på bryggeriet i Hedehusene,« siger Frederik Anker Heegaard.