Rigets platform hjælper kritisk syge

Langt flere kritisk syge patienter bringes nu ind til eksperterne på Rigshospitalet med helikopter, og det har været en væsentlig gevinst for f.eks. tilskadekomne med alvorlige brandsår, som er kommet langt hurtigere i behandling end tidligere, skriver Berlingske Tidende.

Det viser de første
erfaringer, efter at Rigshospitalet som det første hospital
herhjemme er blevet udstyret med en helikopter-platform på
taget, som gør det muligt at lande her frem for i Fælledparken.
De seneste treenhalv måned er knap 60 patienter blevet modtaget
på helikopter-platformen, som har kostet 28,5 mio. kr. og er
finansieret af A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers
Fond. Det er ca. halvanden gang så mange patienter, som
tidligere ankom til Rigshospitalet med helikopter i en
tilsvarende tidsperiode, og det skyldes formentlig, at den megen
omtale af platformen har øget opmærksomheden omkring muligheden
for at transportere kritisk syge patienter med helikopter,
vurderer overlæge Annemarie Bundgaard Thomsen fra
Rigshospitalets traumecenter. »Alle patient-transporterne har
været velbegrundede, og der er tale om en væsentlig
kvalitetsforbedring for patienterne,« siger hun. Tidligere kunne
det således tage op til 45 minutter at få bragt en patient fra
Fælledparken til Rigshospitalet. Med platformen sparer man både
en omladning til ambulancen samt kørsel fra Fælledparken til
hospitalet. Nu går der under fem minutter, fra helikopteren er
landet på taget af hospitalet, til patienten kommer under
behandling i traumecentret for alvorligt tilskadekomne
patienter. Der kommer altså både flere patienter ad den vej, og
der er skåret over en halv time af transporttiden, hvilket kan
få afgørende betydning for f.eks. patienter med alvorlige
brandsår. De skylles med vand undervejs til hospitalet og
risikerer dermed alvorlig afkøling, som kan medføre, at
kropstemperaturen falder kritisk. Her er hurtig transport derfor
særlig vigtig, og det har fået traumecentret på Rigshospitalet
til at slå på tromme for, at bl.a. denne kategori af patienter
er oplagt at få hurtigt frem med helikopter. »Der kan let være
tre timers ambulance-transport fra områder i Jylland, og det er
sket flere gange, at patienten er ankommet med en
legemstemperatur, der var så lav, at det var væsentligt
farligere end det brandsår, den pågældende skulle behandles
for,« siger Annemarie Bundgaard Thomsen. Langt de fleste gange
er patienterne sendt videre fra lokale hospitaler over hele
landet, og kun i en håndfuld tilfælde er patienterne kommet
direkte fra skadesstedet. Fire patienter er således indbragt fra
et skib. Men eksperterne ser gerne, at endnu flere kommer ind
direkte fra skadesstedet, og at man undgår omvejen omkring det
lokale sygehus, hvor megen tid går til spilde. Det forudsætter
dog, at der indføres en landsdækkende, egentlig
lægehelikopter-ordning, som er anbefalet af både
Sundhedsstyrelsen og regionerne, men som der endnu ikke er
fundet penge til. I dag foregår transporten med forsvarets
helikoptere, og forsvaret har strakt sig vidt for at hjælpe. Men
lægerne er også klar over, at der er en »smertegrænse« for, hvor
meget man kan trække på forsvarets velvilje.