Rige gymnasier frygter reform

Knap 80 millioner kroner. Så stort var overskuddet på Nordsjællands tre rigeste gymnasier fra 2007 til 2012, Frederiksborg, Birkerød og Nærum gymnasier.

Hvis det står til undervisningsminister Christine Antorini (S), skal det nuværende taxametersystem gøres mere socialt retfærdigt.

- Vi sidder i øjeblikket og arbejder på en model med social taxameterordning. Mor og fars uddannelsesniveau skal ikke være afgørende. Derfor vil det være en udligning, hvor vi kigger på elevernes baggrund, og hvor mange der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, siger Christine Antorini til Frederiksborg Amts Avis.

Det nuværende taxametersystem fordeler pengene til gymnasierne ved hjælp af en række takster. Gymnasierne får både penge for hver elev på årgangene, og et beløb når studenterhuen bliver sat på hovedet.

- Jeg synes, at en ændring af taxametersystemet vil være problematisk, fordi man så ville skulle se på, hvordan elevsammensætningen er på hver enkelt gymnasium. Det ville være uoverskueligt. Hvorfor ikke bare give et yderligere tilskud til skoler med særlige sociale udfordringer. Det er meget mere enkelt, end at alle skoler skal have kompliceret deres system, siger Peter Kuhlman, rektor på Frederiksborg Gymnasium og HF, som fra 2007 til 2012 havde et overskud på 33,7 millioner kroner.

Konstitueret rektor på Nærum Gymnasium Niels Højlund Pedersen er også bekymret for et nyt socialt taxametersystem.

- Det vil være beklageligt, hvis der kommer forringelser i taxametersystemet, og sammenlagt med de kommende års besparelser, kan det betyde, at vi bliver nødt til at prioritere anderledes, siger Niels Højlund Pedersen.

Nærum Gymnasium havde et overskud fra 2007 til 2012 på 21,6 millioner kroner.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik