Rettens dom: Danskpakistaner ville tvinge datter til ægteskab

Retten på Frederiksberg har idømt en 42-årig mand fængsel for at sende sin datter til Pakistan for at tvangsgifte hende.

For første gang siden en lovændring i 2008 dømmes en mand for at ville tvangsgifte sin datter.

quote Vi synes, det er en ekstremt grov behandling af et medmenneske

Ulla Otken, retsformand

En 42-årig danskpakistansk mand er tirsdag blevet idømt tre et halvt års fængsel ved Retten på Frederiksberg for at ville tvinge sin 17-årige datter til at gifte sig.

Den nu 18-årige kvinde blev gennem næsten to måneder holdt indespærret i Pakistan, mens forældrene arbejdede på at gifte hende væk.

- Vi synes, det er en ekstremt grov behandling af et medmenneske, siger retformand Ulla Otken til Ritzau og tilføjer:

- Pigen bliver truet på livet. Onklen vil brække hendes ben, hvis hun forlader huset - alt sammen for at fremprovokere noget, som er ganske uacceptabelt. Nemlig at tvinge pigen til at gifte sig.

Teenagepigen har under sagen fortalt, at hun havde hele sin hverdag i København, indtil hun i februar måned i år rekste til Pakistan med sin mor.

Her blev hun fortalt, at formålet med turen var at besøge familie. Men forældrene havde andre planer med pigen, har retten slået fast.

quote Pigen bliver truet på livet. Onklen vil brække hendes ben, hvis hun forlader huset

Ulla Otken, retsformand

Hun blev i Peshawar, en region i Pakistan, spærret inde i et hus, hvor hun samtidig blev frataget sin mobiltelefon, sine penge og sit danske pas. Det danske pas blev herefter brændt af af moderen. 

Det lykkedes for den dengang 17-årige pige at slå alarm med en stjålet telefon.

I sin procedure anbefalede anklager Anders Larsson en straf på mindst tre års fængsel. Blandt andet betonede han her vigtigheden af, at man med en streng straf kunne sende et signal til andre, der går med lignende ulovlige motiver.

Anklageren kunne dog ikke henvise til anden retspraksis på området.

Det skyldes, at det er første gang, at anklagemyndigheden har rejst tiltalte i en sag om tvangsægteskab, siden man i 2008 indførte en særlig bestemmelse i straffeloven om tvangsægteskaber. 

Ved bestemmelsen blev strafferammen hævet fra to til fire års fængsel for ulovlig tvang i netop denne slags sager.

Faderen, en 42-årig danskpakistaner, har boet hele sit voksne liv i Danmark. Han nægter sig skyldig i alle anklager, og derfor kunne forsvarsadvokaten øjeblikkeligt fortælle, at dommen ankes til landsretten.

quote Det er en meget streng straf og uden fortilfælde i Danmark

Henrik Stagetorn, advokat

- Det er en meget streng straf og uden fortilfælde i Danmark, lyder det fra advokat Henrik Stagetorn til Ritzau.

Den dømtes hustru opholder sig angiveligt stadigvæk i Pakistan. Hun er i dag internationalt eftersøgt, da en dansk domstol har udsendt en fængselskendelse over hende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik