Hovedstadens Beredskab / Twitter

Restaurantskib i Københavns Havn stod i lys lue

Natten til torsdag brændte restaurantskibet Café Sundance i Københavns Havn. Skibet har kajplads nær Knippelsbro tæt ved Nationalbanken.

Det store skib Café Sundance brændte i nat i Københavns Havn. Sådan lyder meldingen fra Københavns Politi, der modtog en anmeldelse af skibsbranden cirka klokken 01.30.

På trods af at branden blev betegnet som værende omfattende, lykkedes det Hovedstadens Beredsskab at få bugt med flammerne kort før klokken 02.00 torsdag nat.

- Branden så voldsom ud, da vi kom. Men vi fik hurtigt kontrol over situtationen. Det var det øverste dæk, der var overtændt. Branden nåede ikke at brede sig længere ned i skibet, siger operationschef hos Hovedstadens Beredskab, Kristian Næsted, til TV 2 Lorry.

Selv om ødelæggelserne på skibet er store, bekræfter vagtchefen hos Københavns Politi overfor TV 2 Lorry, at der ikke var nogen personer ombord på skibet, mens det brændte.

Brandårsagen er endnu politiet ukendt.

- Der skal først teknikere ud og kigge på det. Før det ved vi ingenting, oplyser vagtchefen hos Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Røgudviklingen fra den brændende båd menes ikke at have været til gene for beboerne i området.