Restauranter og hoteller skriger på arbejdskraft - nu skal ny kampagne hjælpe

Der er massiv mangel på arbejdskraft hos de københavnske hoteller, caféer og restauranter. Nu skal en ny kampagne hjælpe branchen i gang.

Hvem skal stege din bøf, når du går på restaurant? Og hvem skal rede din seng, når du sover på hotel?

Det er uvist.

For de københavnske restauranter, hoteller og caféer mangler arbejdskraft i stor stil.

Det kan blandt andet mærkes hos BC Hospitality Group, der ejer flere københavnske hoteller - heriblandt Bella Sky på Amager.

- Problemet er stort. Vi har altid haft en udfordring med at finde arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen, men vi har aldrig nogensinde set noget lignende, siger Mireille Jakobsen, der er Group Director Responsibility Hospitality i BC Group, til TV 2 Lorry.

Hotel Bella Sky åbner igen til oktober efter at have været lukket på grund af corona. Men lige nu mangler hotellet 30-40 medarbejdere, og det kan i sidste ende have store konsekvenser, fortæller Mireille Jakobsen.

- Desværre er konsekvensen jo, at hvis vi ikke kan få medarbejdere, må vi så småt begynde at drosle ned for vores aktiviteter og være nødt til at lukke for etager, siger hun.

Mireille Jakobsen er Group Director Resposibility Hospitality i BC Group.
Mireille Jakobsen er Group Director Resposibility Hospitality i BC Group.
Foto: TV 2 Lorry

Også på burgerrestauranten Cock’s & Cows i Indre By i København mærker man den manglende interesse for servicefaget.

- Lige p.t. har vi ikke ret mange ansøgninger, der kommer ind. Og vi har svært ved at besætte de stillinger, som vi udbyder i vores firma, siger Lasse Wiwe, medstifter af Cock's & Cows, til TV 2 Lorry. 

Restauranten mangler 8-10 medarbejdere. Og i hele den danske afdeling af NoHo Partners, der står bag Cock’s & Cows, mangler man op til 100 medarbejdere.

Lasse Wiwe er medstifter af burgerkæden Cock's & Cows.
Lasse Wiwe er medstifter af burgerkæden Cock's & Cows.
Foto: TV 2 Lorry

Må lukke før tid

Manglen på tjenere, kokke og rengøringsfolk har store konsekvenser, lyder det fra Horesta, der er brancheorganisationen for hotel, restaurant og turisterhvervet.

Mere end halvdelen af de københavnske overnatnings- og spisesteder har udfordringer med at skaffe nok personale. Samtidig har en fjerdedel af virksomhederne har været nødt til at begrænse deres åbningstid på grund af den manglende arbejdskraft, lyder det fra brancheorganisationen. 

- Det er et kæmpe problem. Nu står vi her, hvor coronakrisen forhåbentlig snart er ved sin vejs ende. For de virksomheder, der kan få gang i forretningen, bliver det pludselig en rigtig stor udfordring, at man ikke kan få den arbejdskraft, man har brug for, siger Kirsten Munch, der er politisk direktør i Horesta, til TV 2 Lorry.

Kirsten Munch er politisk direktør i Horesta.
Kirsten Munch er politisk direktør i Horesta.
Foto: TV 2 Lorry

Ny kampagne skal skaffe flere hænder

For at lokke flere til at tage et job i servicebranchen har Københavns Kommune lanceret en ny kampagne.

Kommunen har opsat 255 plakater rundt om i København med det budskab, at der er masser af ledige jobs at komme efter.

Københavns Kommune har opsat 255 plakater som denne rundt om i byen.
Københavns Kommune har opsat 255 plakater som denne rundt om i byen.
Foto: TV 2 Lorry

Samtidig skal en ny hjemmeside gøre det nemmere at finde et job i servicebranchen. Her kan interesserede finde links til konkrete jobopslag og uddannelsesmuligheder.

- Det er en meget alvorlig situation for vores by. Hvis København skal rejse sig efter corona, skal vi have servicebranchen til at blomstre. Derfor sætter vi ind med en kampagne, der skal vise ledige og studerende, at der er masser af job at få lige nu, siger Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), til TV 2 Lorry.

Hos både Cock’s and Cows og BC Hospitality Group er man glade for det nye initiativ.

- Vi støtter selvfølgelig op om Københavns Kommune, når de forsøger at hjælpe os, siger Lasse Wiwe. 

Det samme gør Mireille Jakobsen fra BC Hospitality Group.

- Det er super godt. Jeg støtter selvfølgelig meget op om det. Vi håber også, vi kan ramme nogen unge studerende, som skal have nye studiejobs, siger hun.

Mireille Jakobsen er Group Director Resposibility Hospitality i BC Group.
Mireille Jakobsen er Group Director Resposibility Hospitality i BC Group.
Foto: TV 2 Lorry

Men den nye kampagne er blot et enkelt skridt i den rigtige retning, lyder det fra de to virksomheder.

- Om en kampagne som den her er nok, er jeg lidt i tvivl om. Vi er enormt afhængig af udenlandsk arbejdskraft, så vi har brug for færre restriktioner og at få grænserne åbnet helt, før vi for alvor kan få den arbejdskraft, vi har brug for, siger Mireille Jakobsen. 

Kampagnen kører i resten af den her uge. 

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik