Renovering løb løbsk: Nu skal 124 boliger rives ned

Renoveringen af et alment boligbyggeri i Ballerup er blevet så dyr, at man nu vælger at rive to af fire boligblokke ned. Cirka 100 familier skal genhuses.

En ekstraregning på 300 millioner kroner fik tidligere på året KAB til at lægge renoveringen af et alment boligbyggeri på is. 

Det skete, mens renoveringen af den første af de i alt fire boligblokke i Ellebo, som boligafdelingen hedder, var i fuld gang. 

Nu er der kommet en afklaring på, hvad der skal ske fremover. Renoveringen vil blive gennemført i to boligblokke, mens de to andre bliver revet ned. Det betyder, at cirka 100 familier skal genhuses. 

- Det er en ulykkelig situation, som beboerne ikke er skyld i. De troede, at de skulle bo i nogle nyrenoverede boliger, men nu skal de træffe et nyt valg, lyder det fra Rolf Andersson, der er byggedirektør i KAB. 

Individuelle samtaler med beboere

Beboerne blev orienteret på et beboermøde, og de reagerede ifølge Rolf Andersson på en konstruktiv måde.

- De anerkendte og accepterede situationen, fortæller han.  

Beboerne skal i den nærmeste fremtid til individuelle samtaler, hvor de har mulighed for at give deres ønsker til en fremtidig bolig til kende overfor boligselskabet.

Boligselskabet vil så give hver familie to tilbud at vælge imellem, hvor boligstørrelse og husleje vil være nogenlunde tilsvarende til det, de har i dag.

Hvis familierne vil blive boende i lokalområdet, kan de gøre det, og hvis de vil flytte til en anden kommune, er det også en mulighed. 

God og central byggegrund

De 124 boliger skal rives ned på grund af bygningsfejl.

En rapport fra rådgivningsfirmaet Rambøll slog i december fast, at det almene boligbyggeri havde alvorlige fejl og mangler, som skulle udbedres, før en renovering kunne gennemføres.

Det ville give en ekstraregning på 300 millioner kroner. Det er stort set lige så mange penge, som selve renoveringen skulle koste - 298 millioner kroner. 

- Udbedringen af de bærende konstruktioner er så bekostelig, at det ikke kan finansieres. Enhver tanke om renovering er helt urealistisk. Så vi vælger at rive ned istedet for, fortæller Rolf Andersson.

KAB satser på at genhusningen er gennemført inden udgangen af 2018, og at nedrivningen kan foretages i 2019. 

Boligselskabet håber på at få lov til at bygge på grunden efterfølgende. 

- Vi har startet en forsigtig indledende dialog med kommunen. Det er en god og central grund, og vi er bestemt interesserede i at bygge på den. Men det er kommunalbestyrelsen, der skal beslutte, om der også fremover skal ligge almene boliger, fortæller byggedirektøren.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik