Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix & Ritzau

Renovering af Mjølnerparken har trukket ud i syv år

Regler og bureaukrati forsinker planer om et bedre boligområde, siger Mjølnerparkens boligselskab.

I 7 år har Lejerbo og beboerne i Mjølnerparken i København planlagt en stor renovering, som blandt andet skal gøre det mere attraktivt for familier med job og uddannelse at flytte ind i området.

Men der er stadig ikke flyttet én eneste mursten. Der ventes licitation til foråret næste år.

Det skriver Politiken.

Forsinkelsen skyldes i høj grad det offentlige bureaukrati, forklarer Steffen Boel Jørgensen, der er forretningsfører i Lejerbo i København, som ghettoen Mjølnerparken hører under, til Politiken.

Han beder regeringen om en hurtigere sagsbehandling i stat og kommuner.

Læs også Statsministeren mødes med demonstration i Mjølnerparken

På fortvivlelsens rand

Der skulle have været bygget et kvarterhus i Mjølnerparken i 2015. Men vi har ikke engang finansieringen på plads. Blandt andet fordi det kræver enighed med kommunen om rigtig mange ting, siger han ifølge Politiken.

Steffen Boel Jørgensen er på fortvivlelsens rand, hvis regeringens ny krav til ghettoerne vil betyde, at renoveringsplanen for Mjølnerparken med forbedrede boliger, nye gårdmiljøer, stisystemer og mere åbenhed over for det omgivende Nørrebro bliver endnu mere forsinket.