Foto: TV2/Lorry

Rengøring for millioner på vej i udbud

Hillerød Kommune følger nu i fodsporene på de mange andre nordsjællandske kommuner, som har privatiseret den kommunale rengøring. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I dag bliver der gjort rent for næsten 50 millioner kroner i kommunen. Det meste udføres af kommunens eget rengøringsselskab Rengøring & Service, der beskæftiger 150 medarbejdere.

- Vi har fået lavet en rapport, der siger, at her vil kommunen kunne spare nogle penge. Vi taler om flere millioner kroner, siger borgmester Kirsten Jensen (S), som ikke vil skyde på, hvor meget det kan blive.

- En måde at finde ud af, hvad vi egentlig kan spare, er ved at konkurrenceudsætte det, siger hun.

Beslutningen om at konkurrenceudsætte rengøringen blev truffet onsdag aften. Torsdag fik medarbejderne i Rengøring & Service besked.

- Mine kolleger er lidt triste. De synes, de gør en stor indsats og har lidt svært ved at forstå det, siger Lasse Pallesen, som er tillidsrepræsentant for rengøringsassistenterne, til Frederiksborg Amts Avis.

Hvis et privat firma vinder udbuddet, vil de ansatte kunne fortsætte i det private firma.