Rengøringsmand får 12 års fængsel for drab på revisor

31-årige Willy Dongmo Kenfack skal 12 år i fængsel for drab på en revisor på Østerbro i København.

12 års fængsel.

Sådan lyder straffen til 31-årige Willy Dongmo Kenfack i Københavns Byret torsdag. Han udvises ligeledes fra Danmark.

Kenfack blev tidligere torsdag kendt skyldig i drabet på den 70-årige revisor Carl Erling Jensen i maj sidste år. En skyldkendelse, der udløste tårer hos de pårørende på tilhørerpladserne.

Forbrydelsen skete i en erhvervsejendom på Østerbro i København, hvor den 31-årige tidligere havde arbejdet som rengøringsassistent. 

Hvad, der præcis lå forud for drabet, vides ikke, men da revisorens hustru senere på aftenen ankom til kontoret - efter hun gentagne gange havde prøvet at ringe til sin mand - blev hun mødt at et voldsomt syn.

På gulvet lå hendes mand, dræbt af over 50 stik og snit fra en kniv.

To uger senere blev Kenfack, der kommer fra det vestafrikanske land Cameroun, anholdt.

Nogle måneder senere fandt politiet en video på offerets mobiltelefon. Gerningsmanden havde filmet den 70-årige revisor, mens han lå på gulvet, hårdt såret og døende af de mange kniv- og stiksår.

31-årige Kenfack har i retten nægtet sig skyldig i drabet og forklaret, at han var den første, der fandt revisoren, efter at han var blevet overfaldet.

- Jeg ser, at der er noget, der skinner på gulvet. Det er blod. Jeg går ind på et kontor og ser, at han ligger med blod over det hele, har den nu drabsdømte Kenfack tidligere sagt i retten.

Drab straffes som udgangspunkt med 12 års fængsel. 

I sin procedure argumenterede anklager Søren Harbo dog for en fængselsstraf på 13 år.

- Retten bør overveje, om voldsomheden er en skærpende omstændighed, sagde Harbo til nævningetinget.

Forsvarsadvokat Ole Olsen mente derimod, at normalstraffen på 12 år ville være tilstrækkelig.

Anklagemyndigheden ville desuden have Kenfack, der har opholdt sig illegalt i Danmark, udvist. Det var forsvareren indforstået med.

Willy Dongmo Kenfack kom til Danmark i 2012 for at studere. Det begyndte han dog aldrig på og har i stedet haft adskillige mindre job.

Når han har afsonet sin fængselsstraf, vil han blive sendt tilbage til Cameroun med indrejseforbud i Danmark for bestandigt.

Den 31-årige bad efter dommen om betænkningstid i forhold til en eventuel anke til landsretten. 

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik