Arkivfoto Foto: Lorry

Rendegraverkup gav hårde domme

Hammeren faldt tungt over en tyvebande, som ifølge Retten i Helsingør har stjålet i hundredvis af designerstole og begået to voldsomme rambuktyverier.

Tre mænd blev mandag dømt mellem fem år og tre år og ni måneders fængsel for blandt andet at køre en teleskoplæsser gennem facaden hos JYSK i Helsinge den 20. november sidste år, skriver Frederiksborg Amts Avis, onsdag.

Mændene er også dømt for at forsøge at begå et kup mod Nordea i Hårlev på ved Køge ved at køre en rendegraver gennem muren. Kuppet lykkedes dog ikke, selv om de næsten fik væltet bygningen omkuld. Begge gange har de dømte efterfølgende brændt det store køretøj af.

Mændene er endvidere dømt for tyveri af designerstole til en værdi på over to millioner kroner, blandt andet fra en kirke i Albertslund.

- Det er store, voldsomme forhold, der er blevet begået, og det skal straffen også helst afspejle. Det er en omfattende sag, men det strafbærende er voldsomheden i de to rambuktyverier, siger anklager Jette Malberg fra politiets Task Force Indbrud.

Politiet fandt lager i Veksø

Politiet kom på sporet af banden efter et opsigtsvækkende tyveri af 375 Arne Jacobsen 7'er stole fra Vordingborg Seminarium sidste efterår. Politiet skyggede banden til et lager i Veksø, hvor der blev fundet en mængde tyvekoster. Her fandt man også en nøgle til en garage i Glostrup, hvor man fandt en del af 7'er stolene.

Mændene er også dømt for at have stjålet 122 Nanna Ditzel stole og to PH koglelamper fra Opstandelseskirken i Albertslund og 35 Nanna Ditzel stole fra Kirkebækskolen i Vallensbæk. I alt har designerstolene en samlet værdi på 2,2 millioner kroner.

- Der er noget, der tyder på, at de dømte er organiseret med et fast afsætningsled. Men der har også været en del almindelige mennesker, der har købt mindre partier af Nanna Ditzel stolene gennem Den Blå Avis. Flere af dem har vidnet i retten, siger Jette Malberg.

Domme på mellem 3 og 5 år

Michael Behrmann er idømt fem år fængsel. Jeppe Hansen er idømt fire år og seks måneder. Han er dog frifundet for indbruddene i Albertslund og Vallensbæk. Henrik Ohm Svendsen er dømt for de tre indbrud og rambuktyveriet i Hårlev. Henrik Ohm Svendsen var ikke tiltalt for rambuktyveriet mod JYSK i Helsinge. Han fik tre år og ni måneders fængsel.

De tre udbad sig betænkningstid over dommen.