Foto: TV 2 Lorry

Ren udstødning: Movias busser får rensesystem

Københavnerne kan glæder sig til renere morgenluft. Movias busser får nemlig monteret rensesystemer, der fjerner 95 procent af forureningen fra busserne.

Busserne i hovedstaden skal forurene mindre. Derfor får de nu monteret rensesystemer, der vil fjerne sundhedsskadelige stoffer fra luften.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen monterer i dag, fredag, det første rensesystem. Sammen med Københavns overborgmester Frank Jensen og Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj tager hun bogstaveligt talt skruetrækkeren i hånden og skruer første rensesystem på bus 6A. Rensesystemet fjerner skadelige stoffer fra bussernes udstødning.

- Det er godt, at vi nu får fjernet 95 procent af luftforureningen fra busserne. Det er et initiativ, der virker, og som følges op af bl.a. indsatser for at nedsætte forureningen fra brændeovne og skibstrafik, så luften i hovedstaden og resten af Danmark bliver endnu renere, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Inden marts 2016 skal Movias busser, som kører på de mest forurenede strækninger i hovedstaden, udstyres med de nye rensesystemer, der vil fjerne 95 procent af forureningen fra busserne.

Der er i alt afsat 84 mio. kroner til at installere rensesystemerne på busserne i København. Heraf kommer 74 mio. kroner fra Miljø- og Fødevareministeriet, 9 mio. kroner fra Københavns Kommune og 1 mio. kroner fra Frederiksberg Kommune.

- Ved at sætte rensesystemer på 288 busser kan vi reducere luftforureningen i København med det, der i dag svarer til osen fra de 15-20 procent mest svinende personbiler og varevogne. Det er noget, der kan mærkes. Blandt andet reducerer vi nogle af de mest alvorlige kilder, vi har til kræft- og luftvejssygdomme hos københavnerne, siger Frank Jensen overborgmester i Københavns Kommune.

Der er i alt afsat 149 mio. kroner til at bekæmpe luftforurening i Danmark over de næste tre år. Indsatserne er rettet mod de tre vigtigste danske kilder til luftforurening - vejtrafik, skibe og brændeovne.