Rektor: Optag skal være et match og ikke en kamp

Rektor for Roskilde Universitet Hanne Leth Andersen er glad for, at der kommer fokus på optag.

Rapporten fra uddannelsesministerens kvalitetsudvalg bliver modtaget med kyshånd på Roskilde Universitet, hvor rektor Hanne Leth Andersen roser, at udvalget blandt andet sætter fokus på, hvordan man optager studerende.

- Vi skal i hvert fald se på at differentiere optagelsesprocessen, så det i højere grad bliver et match mellem den enkelte studerende og uddannelsen, siger Hanne Leth Andersen.

Hun mener, at studier med høje karaktersnit for optagelse i dag bliver attraktive, alene fordi de er svære at blive optaget på. Og det er uhensigtsmæssigt, mener hun.

Derfor tager hun godt imod forslaget om, at optagelsesprøver skal fylde mere i optagelsesprocessen, omend hun ønsker sig mere viden på området.

- Det er godt, at det her tages op, men forslaget skal bestemt bearbejdes, siger hun.

- Vi skal studere det mere. Der laves nogle ting i Holland og nogle ting forskellige steder. Der er mange modeller internationalt. Nogle af dem er ekstremt bureaukratiske og tidsrøvende, og andre er ikke, så det skal vi lære af.

Hun nævner også motiverede ansøgninger som en anden ingrediens i en mere differentieret optagelsesproces. Men sagen er ikke helt så ligetil, for frygten er, at man erstatter et karakterræs med et CV-ræs eller en kultur, hvor man træner til optagelsesprøver.

Derfor ser Hanne Leth Andersen gerne, at flere ingredienser spiller ind i ansøgningsprocessen. At det vil medføre en større byrde for universiteterne tager hun gerne med.

- Det kan være, det kan betale sig, siger hun og tilføjer:

- Der er et unødigt frafald, fordi mange studerende går forkert.

Kvalitetsudvalget offentliggjorde mandag sin rapport. Konklusionen blev otte anbefalinger, hvoraf den ene var et "nyt optagelsessystem".

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra rektorkollegiets formand, Ralf Hemmingsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik