Rekordsommer i Københavns Lufthavn

7,8 millioner passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i de tre sommermåneder. Det er ny rekord.

7.833.176. Så mange passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i juni, juli og august. Det er næsten 275.000 flere end i sommermånederne sidste år - og en ny rekord for sommerperioden, melder lufthavnen.

Alene i august rejste 2,8 millioner turister og forretningsfolk gennem lufthavnen i Kastrup, hvilket er en stigning på 5,5 procent i forhold til samme måned sidste år.

- Med endnu en passagerrekord i august endte sommeren 2015 som den travleste nogensinde i lufthavnens historie med flere end 7,8 mio. passagerer i de tre sommermåneder. Tallene viser desuden, at flere udenlandske turister end nogensinde fløj til København, hvilket gavner væksten i hele Danmark, siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S.

I 2013 nåede det samlede sommertal op på lige over syv millioner passagerer, mens der i sommeren 2014 var over 7,5 millioner passagerer.