Rekordhøjt: Så mange naturbrande har der været i din kommune

Sommeren i år har budt på et rekordhøjt antal naturbrande. Her kan du se, hvilke kommuner der har været hårdest ramt.

Sommeren har været knastør og varm.

Det har medført et rekordstort antal naturbrande på 2.091 på landsplan for perioden maj-juni-juli, viser nye tal fra Beredskabsstyrelsen.

Det er 3,5 gange mere end gennemsnittet for samme periode de seneste fem år.

Her ses et billede af en markbrand nær Hillerød i Nordsjælland.
Her ses et billede af en markbrand nær Hillerød i Nordsjælland.
Foto: Local Eyes

I TV 2 Lorrys sendeområde har beredskaberne da også haft ualmindeligt travlt med slukningsarbejdet.

En større række kommuner har således været plaget af exceptionelt mange naturbrande sammenlignet med tidligere år. 

Især gælder det Frederikssund, Roskilde og Lejre, der tilsammen har været ramt af mere end 100 naturbrande i perioden maj til juli.

I Lejre Kommune er Vestsjællands Brandvæsen rykket ud til i alt 32 naturbrande, hvilket er otte gange så mange naturbrande som i de forudgående fem år.

Nedenfor kan du se et kort over alle de registrerede naturbrande i TV 2 Lorrys sendeområde*. Naturbrande er brande i f.eks marker, moser, grøfter eller private haver.

* Antallet af naturbrande i maj, juni og juli 2018 sammenlignet med gennemsnittet for samme måneder i 2013-2017 fordelt på kommuner. Naturbrande er brande i f.eks. marker, moser, grøfter eller private haver. Tallene stammer fra meldinger via 1-1-2 til alarmcentralerne, der registreres som naturbrande. Det validerede antal naturbrande kan afvige en smule fra det her oplyste. Kilde: Beredskabsstyrelsen.

Mange markbrande

Ifølge Daniel Weinreich, afdelingsleder i Myndighed og Forebyggelse hos Vestsjællands Brandvæsen, har landmændenes høst været den primære årsag til det høje antal naturbrande i eksempelvis Lejre Kommune.

- Markerne i Lejre har været meget letantændelige på grund af tørken. Det har betydet, at den friktionsvarme, der kan opstå under høst, når landmændene kører med deres mejetærskere, og skæreborene rammer nogle sten omkring jorden, så dannes der varme og gniste, har startet en del markbrande, siger Daniel Weinreich.

Her er det Frederiksborg Brand & Redning, der er i færd med at slukke en markbrand.

Han oplyser dog, at de afvigende statistikker godt kan snyde lidt.

For hvor høsten normalt sættes ind i august, har de fleste landmænd i år valgt at høste allerede i juli på grund af tørken. Derfor optræder der flere naturbrande i statistikken for perioden maj-juli i år end tidligere år.

- Men på trods af det har vi stadigvæk haft væsentlig flere brande på markerne, end vi har haft i al den tid, jeg har været i beredskabet, siger Daniel Weinreich.

Fordi markerne allerede er blevet høstet mange steder, forventer han dog, at den kommende måned vil byde på færre brande.

- Der er allerede tydelige tegn på, at høstaktiviteten er nedadgående, og det giver selvsagt færre markbrande, siger han.

Bedre forebyggelse

Ifølge Daniel Weinreich har beredskaberne denne sommer høstet en masse erfaring i forhold til, hvordan man fremadrettet kan forebygge markbrandene.

En erfaring, der er til stor gavn for både landbruget og forsikringsselskaberne:

- Forsikringsselskaberne er meget interesseret i, at de her brande ikke opstår, og det samme er landmændene, der lider store økonomiske tab på grund af selvrisikoen og tabt arbejdsfortjeneste. Derfor er vi også blevet brugt meget til rådgivning.

Her er 4 råd til at undgå, at der opstår brand i naturen:

  • Overhold det lokale afbrændingsforbud
  • Smid ikke tændstikker, cigaretter eller lignende i naturen
  • Undlad at parkere bilen i højt græs - katalysatoren kan antænde græsset
  • Hjælp med at udbrede budskabet
Kilde: Beredskabsstyrelsen 

Noget af det, som beredskabet allerede har været ude og rådgive om, er, at landmændene kan iværksætte flere tiltag for at afhjælpe brandene. Blandt andet ved hjælp af mere slukningsmateriel på deres køretøjer.

- De her brande kan lynhurtigt slukkes, hvis man opdager dem rettidigt. Har landmanden en vandtank med - eller en harve eller plov, så han hurtigt kan pløje noget det areal op, hvor branden opstår, så bliver det en væsentlig mere begrænset brand, vi skal ud og slukke, siger Daniel Weinreich.      


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik