Rekord-år for Kronborg

Foto: TV 2 Lorry

Kronborg er et mere populært udflugtsmål end nogensinde tidligere, skriver Helsingør Dagblad.

Sidste år besøgte næsten en kvart million gæster det gamle fæstningsværk ved indsejlingen til Øresund. Det er over 12.000 flere sammenlignet med året før.

Men på det gamle slot kan de andet end at sælge billetter. Også i butikkerne steg omsætningen i 2013 med 6,7 pct. i forhold til året før.

Selv om besøgstallet ligger pænt fordelt over hele året, så er det om sommeren, de fleste lægger vejen forbi, ligesom omsætningen i Kronborgs butikker også er størst i sommermånederne. Derudover har besøgstallet også været større i efterårsferien og i december, hvor der har været afholdt stort julemarked på Kronborg.

Den digitale formidling er blevet styrket

På Kronborg har man da også gjort noget aktivt for at trække nye gæster til.

- Vi har i løbet af det sidste år arbejdet på at styrke den digitale formidling - bl.a. med info-standere, siger slotsforvalter på Kronborg Henrik Bang Pallesen til Helsingør Dagblad.

- I flere af udstillingslokalerne har vi sat digitalt udstyr op, så folk kan få deres viden udbygget med facts og historier. Det er blevet meget positivt modtaget, fortsætter han.

- Derudover har vi også arbejdet på vores hjemmeside, som vi forsøger at få til at fungere på dansk og engelsk. Når vi synes, at det begynder at fungere tilfredsstillende, vil vi udvide med flere sprog som f.eks. tysk og kinesisk, idet ca. 50 pct. af vore besøgende kommer fra udlandet - især fra de forskellige europæiske lande plus Kina og Rusland.

Særomvisninger har været en succes

Særomvisninger har også haft publikums store interesse, siger slotsforvalteren.

- Vi har for eksempel haft særomvisninger med Hamlet som tema. Ikke mindst fordi udlændinge, der jo udgør halvdelen af vore besøgende, alle kender Hamlet og forbinder Kronborg med Hamlet.

Det er derfor blevet meget positivt modtaget blandt vore gæster, så det vil vi fortsætte med og udbygge med andre tematiske omvisninger om f.eks. Frederik II og andre temaer om Kronborgs dramatiske historie, siger Henrik Bang Pallesen.