Reklamechef: Ryanair er en gave til fagbevægelsen

Foto: TV2/Lorry

Løn- og arbejdsvilkår er så usle, at det er åbenlyst for enhver, at de er i grundlæggende strid med normerne i det danske velfærdssamfund.

Det irske flyselskab Ryanairs indtog på det danske arbejdsmarked er lidt af en gave til fagbevægelsen, skriver Ugebrevet A4.

Det mener i hvert fald Frederik Preisler, direktør og partner i kommunikations- og reklamebureauet Mensch.

»Fagbevægelsens helt store dilemma har været, at den har manglet en skurk i sin historiefortælling. Det får den her,« påpeger han over for Ugebrevet A4.

Ryanair åbner i slutningen af marts tre ruter i København. Men allerede inden de første fly er på vingerne, varsler den danske fagbevægelse konflikt, fordi det irske lavprisselskab, der betaler sine stewardesser ned til 7.500 kroner om måneden, ikke er indstillet på at forhandle overenskomster.

Når store virksomheder i de senere år ellers har været 'ude i noget', som lønmodtagere ikke har kunnet lide, har de gjort det velargumenteret og typisk med begrundelse i bevarelse af arbejdspladser, påpeger Frederik Preisler. Derfor er det generelt blevet godt modtaget af den store offentlighed, mener han.

»Vi har mere eller mindre overhørt, at fagbevægelsen har stået ovre i hjørnet og råbt 'Straffe!'. Men her er der med det samme skabt et billede blandt danskerne af, at der er noget voldsomt på spil - noget, som kan få resten af arbejdsmarkedet til at gå i samme retning og rive dem selv med,« siger Frederik Preisler til Ugebrevet A4.

Selv om reklamechefen anser det for en øjenåbner og gave, at Ryanair kommer med rekordlave lønninger og et klart signal om, at selskabet ikke vil have noget som helst med fagforeninger at gøre, så er det ikke nødvendigvis en vindersag, vurderer Frederik Preisler.

Hvordan fagbevægelsen kommer ud af konflikten med flyselskabet, kommer helt an på, hvordan konflikten håndteres, fastslår han.

»Det handler om hverken at være for skinger eller for lavmælt og håndtere sagen helt nøgternt og afslappet, så alle fornuftige og rettænkende mennesker tænker, at 'det da er godt, at vi har de fagforeninger, så det ikke er sådan, det hele ender',« siger Frederik Preisler til Ugebrevet A4.

Fagbevægelsen har varslet sympatikonflikt, hvis lavprisselskabet fortsat nægter at tegne overenskomst og operere på danske løn- og arbejdsvilkår.

Og i Serviceforbundet, som organiserer ansatte i flybranchen, er formand John Dybart ikke i tvivl om, at forbundet og fagbevægelsen står med en klar vindersag i forhold til at vinde den offentlige opinion i en konflikt med Ryanair. Det kræver ingen dybsindig kommunikationsstrategi, mener han.

»Vi behøver ikke at lufte de røde faner. Jeg har tiltro til at den brede offentlighed er enig med os i, at det her - det er fan'me for meget!« siger han.

John Dybart bygger sin vurdering på, at sympatierklæringerne er væltet ind til forbundet på Facebook, og at folk står i kø for at tilkendegive, at et lønniveau langt under dagpengesatsen alligevel er for groft.

»Konkurrence og billige flyrejser er godt, og Ryanair skal være velkommen, hvis selskabet vil konkurrere på lige vilkår. Men enhver kan jo se, at det ikke hænger sammen, at man betaler 299 kroner for at flyve til Milano og købe et par modebukser til 4.000 kroner,« siger han til Ugebrevet A4.