Rejsemægleren tager konsekvenser af ballade i Prag

Bureauet, som mange unge danskere har rejst med, beklager de seneste dages uro og indsætter flere guider.

Kritikken er haglet ned over rejsebureauet Rejsemægleren de seneste dage, efter at der er blevet rapporteret om danske unges grænseløse druk og ballade i Prag.

Og bureauet erkender, at det ikke står uden ansvar. Derfor tager rejsearrangøren nu konsekvensen og sætter flere guider ind på hotellerne.

- Når du spørger, om vi har et ansvar, så kan jeg klart erkende, at man altid kan gøre mere i en eller anden forstand, siger bureauets direktør, Kristian Aksel Nielsen, til Ritzau.

- Så her til uge otte har vi sørget for, at der er flere guider på hotellerne.

- Vi er kede af den kritik, vi har fået. Meget af den er berettiget, og det er det, vi er allermest kede af, fordi vi vil gerne have gjort vores arbejde bedre, end vi egentlig har gjort i nogle tilfælde, siger han.

Tusinder af danske gymnasieelever er rejst med Rejsemægleren til den tjekkiske hovedstad for at holde vinterferie og feste igennem.

Og det har blandt andet resulteret i slagsmål, to knivstikkerier og et overfald på en tjekkisk politimand samt rasering af to hoteller.

Selvom Rejsemægleren erkender sit ansvar, mener Kristian Aksel Nielsen dog ikke, at rejsebureauet er 100 procent ansvarlig for balladen.

- Jeg synes ikke, at man kan placere ansvaret for for eksempel raseringen af hotellerne på andre end de personer, der egentlig gjorde det, siger direktøren.

- For vi kan jo ikke have en mand på hvert hotelværelse. Til gengæld kan man sige, at vi har et ansvar for at gøre så meget som muligt for, at det ikke sker igen, erkender han.

Rejsemægleren kritiseres også for, at en gruppe unge først kommer hjem lørdag i stedet for fredag, som det ellers var aftalt. Det tager bureauet uden tøven det fulde ansvar for.

Derfor er busserne allerede ændret til næste uges rejsende, der skal på vinterferie til Prag, fortæller Kristian Aksel Nielsen.

Han understreger, at bureauet nu er mere opmærksom på, hvad der kan gå galt. Og derfor er man i dialog med myndighederne i både Danmark og Tjekkiet.

- Derudover overvejer vi også at være lidt mere opsøgende, så vi besøger de hoteller, hvor vi ved, der skal bo mange, og eventuelle problemer kan opstå først, oftere, siger direktøren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik