Rejsekortet har tekniske problemer - igen

Rejsekortet bliver ikke udskudt trods tekniske problemer, der giver brugerne problemer med at se, hvormeget Rejsekortet trækker på deres konto.

1. juli er det helt slut med at købe klippekort i hovedstadens kiosker og på stationer.

Om godt to uger tager rejsekortet nemlig over, også selvom det har været genstand for omfattende kritik fra flere sider.

Sådan lyder meldingen fra de københavnske trafikaktører, nu da problemerne igen står i kø for rejsekortet, efter at da det lørdag kom frem, at en teknisk fejl gør det umuligt for mange kunder at se deres rejsekonto.

- Vi er blevet lovet af rejsekortselskabet, at problemet løses i næste uge, og derfor fortsætter vi vores plan med at stoppe for salget af klippekort, siger Pernille Jørgensen, marketingchef i Movia, til Ritzau.

Movia er Danmarks største trafikselskab. I fællesskab med DSB og Metroselskabet kan de beslutte at udskyde klippekortets pensionsdato.

Men det kommer ikke på tale foreløbig.

- Problemet vil være løst i næste uge, og det vil sige, at det vil være løst, inden salget af klippekort stopper, siger Pernille Jørgensen.

Hos DSB forventer man heller ikke, at klippekortene får længere tid at løbe på, selvom problemerne har hobet sig op for rejsekortet.

De to trafikgiganter bakkes op af Metroselskabet, som oplyser, at trafikselskaberne er blevet enige om stoppe klippekortsalget den 1. juli. Hvis der er nogle fejl, skal de rettes, lyder det.

Lørdag opfordrede Enhedslisten ellers trafikselskaberne til at udskyde datoen på grund af de mange opstartsproblemer og børnesygdomme, der har ramt rejsekortet.

- Der er rigtig mange eksempler på, at rejsekortet ikke fungerer, og at der ikke er styr på det. Indtil der er styr på det, så vil vi foreslå, at man stopper med at udfase klippekortet, siger partiets transportordfører, Henning Hyllested.

Pernille Jørgensen erkender, at hvis problemerne ikke bliver løst i løbet af næste uge, "bliver vi nødt til at se på det", men indtil videre er der ikke planlagt nogle møder mellem de tre parter.

I Nordjylland er klippekortet allerede fortid og fuldstændig erstattet af rejsekortet, mens fynboerne for eksempel stadig må hive klippekortet op af lommen, hvis de skal med bussen.

Klippekort købt før 1.juli i år kan bbenyttes frem til 1.juli 2017.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik