Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

Rejsekortet bliver dumpet i brugertest

Det nye rejsekort fører til forvirrede brugere, viser ny test i brugervenlighed fra DTU.

Det nye rejsekort, der er ved at blive indført til bus- og togrejser, ser ud til at forvirre brugerne på flere punkter. Det viser en test af systemets brugervenlighed, som er gennemført på Danmarks Tekniske Universitet.
      Ifølge Ingeniørens netavis Version 2 giver det nye system blandt andet problemer, fordi man både skal tjekke ind og ud på rejsen. Hidtil har rejsende kun skullet tænke på billetten, når de købte den.
      Det betyder et stort skift for kunderne, og her hjælper systemet ikke godt nok, mener Ali Gürcan Özkil, adjunkt ved DTU Management.
      - Man glemmer meget nemt at tjekke ud, når man stiger af. Og Rejsekort hjælper dig ikke, siger Ali Gürcan Özkil til nettjenesten.
      Terminalerne til tjek-ud ligner dem til tjek-in på en prik, bortset fra et lille skilt. Og de kan placeres bedre på stationerne, mener DTU-lektoren.
      Han har via studerende på et DTU-kursus testet 67 rejsende, der brugte rejsekortet.
      Terminalerne kan også give rejsende, der kommer til at bruge den forkerte terminal, indtryk af, at alt er i orden - samtidig med at de reelt får en lille bøde.
      Mest problematisk i systemet er dog ifølge Ali Gürcan Özkil den automat, der bliver stillet op på stationerne. Den skal bruges til mere avancerede rejser, for eksempel hvor en cykel skal med eller hvor to skal rejse sammen.
      - Sådan en maskine har aldrig været brugt før i Danmark, og over halvdelen af de 67 brugere fandt aldrig ud af, hvad de skulle gøre, siger Ali Gürcan Özkil.
      På bussernes døre minder klistermærker om, at man skal huske at tjekke ud efter rejsen. Men budskabet bliver overset, fordi der i forvejen er mange reklameskilte i bussen.
      Hvis man glemmer at stemple ud, når man forlader bussen, skal man vente på den næste bus, stige ind for at stemple ud, og så forlade bussen igen. Også den løsning får en nedadvendt tommelfinger fra Ali Gürcan Özkil.