Foto: TV 2 Lorry

Rejsekort-fadæsen: Ministeren sætter sig nu for bordenden

Det udskældte og meget forsinkede rejsekort får nu transportminister Magnus Heunicke til at tage magten fra de lokal bus- og togselskaber i hovedstadsområdet.

På et samråd om netop rejsekort lovede ministeren onsdag at indkalde til politiske forhandlinger med det mål at fratage lokale bus- og togselskaber den magt, som bl.a. gør, at de i dag kan blokere for blandt andet enklere og mere gennemskuelige priser for passagererne , det skriver fagbladet Ingeniøren.

Magnus Heunicke lovede at indkalde partierne til forhandlinger om en lovændring, der skal sikre, at staten fremover sidder for bordenden, når det gælder om blandt andet billetpriser og takstsystemer på landsplan.

Den type beslutninger kræver nu, at alle bus- og togselskaber bliver enige.

- Jeg kan ikke - ligesom heller ikke mine forgængere har kunnet - garantere, at der ikke viser sig nye problemer med rejsekort. Det gælder også andre områder, hvor den decentrale struktur, der er i organisering af den kollektive trafik, kommer til kort, fordi der er rigtig mange aktører med hver deres opgave og hver deres dagsorden. De kan ikke blive enige om, hvordan de fælles, tværgående opgaver skal løses, siger transportministeren.

En ændring af reglerne om, hvordan den kollektive trafik er skruet sammen, kan først gennemføres efter Folketingsvalget.